Tortola, British Virgin Islands, fredag 16. marts 2007
Efter et par dage i en knap så spændende og meget amerikanske by, Ponce i Puerto Rico sejlede vi videre mod St. Croix. Vind og bølger var mod os hele vejen, jeg tog det dog bedre end Goos, der over hovedet ikke syntes det var sjovt og blev lidt små syg på halv vejen. Jeg skal ikke kunne sige, om det var mad eller den konstante banken mod bølgerne.Jeg har prøvet sjovere ting i livet, men så slemt syntes jeg ikke det var. Det bedste var at sove, når man ikke havde vagt eller i hvert fald prøve på det.
For at få tiden til at gå, checkede jeg søkortet hver halve time og det var som om vi ingen steder kom. Ud på eftermiddagen dukkede St. Croix endelig op i det fjerne, et glædeligt syn jeg sent skal glemme. Endelig kunne man se lyset for enden af tunnelen, men der var stadig 3 timer til ankerpladsen.Turen skulle have taget omkring 24 timer, men det tog os 31 før vi smed ankeret ud ved Christiansted på St. Croix i det gamle Dansk Vestindien, som nu hedder US Virgin Islands.Mørket var begyndt at melde sin ankomst, da ankeret ikke rigtig ville sætte sig fast i sandbunden, så vi blev nød til at puste gummibåden, eller dinghy’en som den også hedder op, så vi kunne lægge et ekstra anker ud. Utroligt nok var der ikke mange sure miner mellem Goos og jeg, selvom vi var enormt trætte.
Det var kun lyset fra byen samt musik som brød mørket og stilheden, da vi kunne læne os tilbage med en velfortjent øl i hånden. Endnu et kapitel i eventyret var overstået, men det var et af de tunge at komme igennem.
Christiansted er en super hyggelig lille by med gamle danske bygninger over det hele. Midtbyen, det vil sige over det hele, da den ikke er særlig stor, er fortovet overdækket af hvælvinger og de gamle brosten ligger der stadig. Desværre er mange bygninger privat ejet og dermed ikke vedligeholdt særlig godt. Det er kun regeringens bygninger, der står flot malet. De lokale er rigtig venlige, når man passerer en af dem, hilser de altid, selvom historien ikke har været særlig venlige mod dem, med tiden læger alle sår som bekendt.
Ordet hyggelig, dækker over en varm fornemmelse og mere endnu. Det findes ikke rigtig på engelsk eller også kender jeg det ikke, så det er svært at beskrive over for engelsktalende, hvad jeg mener om denne perle af en by.
Der er masser af barer, cafeer og restauranter og priser er lige til at leve med. Det danske flag blafrer mange steder i den konstante østen vind og gade navnene hedder stadig “Kongens gade”, “Dronnigens Tværgade”, “Strandgade”, dog med en engelsk oversættelse nedenunder.
At ligge for anker ud for en gammel dansk koloni, i turkis blåt vand med en skildpadde, der engang i mellem stikker hovedet op, for at en mundfuld luft.
Vandflyvere der lander og letter en gang i mellem, andre sejler der kan fortælle et par historier i diverse barer og en venligt dansk “hej” fra en dansk turist. Dette er et fantastisk paradis, men som skrevet i en eller anden meget gammel bog, har et hvert paradis sin slange og den stødte vi på forleden.
Efter 3 måneder op og ned af hinanden, havde Goos og jeg en lang snak og blev enige om, at vores samarbejde skulle ende her. Goos havde fået nok af sejlerlivet og aldrig følt sig 100% godt til rette, når vi var ude på søen. Derfor er han fløjet videre i verden og jeg er blevet tilbage på Solitude. Det var selvfølgelig noget trist, at han ikke havde energien mere til at forsætte, men livet kan tage nogle pludselig sving, det har jeg set mange gange før og så må man selv komme videre med livet.
Jamen, kan du sejle hele den store båd alene? Og til det må jeg med stor stolthed svare, ja!
Torsdag den 15. Marts stævnene jeg ud fra Christiansted på St. Croix med adrenalinen pumpende gennem kroppen, for første gang skulle jeg sejle alene. Jeg gik for motor et par timer, til jeg var godt væk fra land og prøvede så, efter nøje planlægning, at tage forsejlet ud, genoa’en.
Det gik super godt med at få den ud, men som på næsten hele turen fra Titusville i Florida, var vinden og bølgerne i mod mig. Sejlet gjorde dog sit til at holde båden rolig, så det var ikke fordi Solitude og jeg gyngede så meget. Jeg kunne endda låse roret og stadig holde den samme kurs. Motoren slukkede jeg og hvilken fornemmelse der ramte mig, en fornemmelse af stolthed, frihed og uafhængighed nu var der ingen grænser hvor jeg kunne sejle hen, det var på nuværende tidspunkt. Kun bølgernes slag mod skroget kunne høres, ja bortset fra musikken jeg havde skruet helt op.
Af lungernes fulde kræft, skrålede jeg og strakte armene i vejret, som om jeg havde scoret verdens vigtigste mål.Nogle rester af pasta med kødsovs fra aftenen før blev spist mens Solitude holdt kursen perfekt. Jeg lavede en kop kaffe og satte mig op i cockpittet og nød denne følelse.
St. John kom nærmere og nærmere mens St. Croix forsvandt langsomt bagude. Omkring 3 sømil fra St. John ville jeg tage sejlet ind igen, så jeg styrede ind i vinden så sejlet blafrede voldsomt og begyndte at hive i diverse reb. Dette var dog lettere tænkt en gjort, for det er ikke let at holde kursen og prøve at få sejlet ind samtidigt.
På et tidspunkt mente Solitude, at vi skulle tilbage til St. Croix, mens jeg hev og flåede. Sveden sprang fra kroppen, mælkesyren i armene til tog men adrenalinen holdt mig kørende. 20 minutter senere, med blodige hænder og fuldstændig udmattet kunne jeg vende skuden og sejle de sidste 12 sømil forbi St. John op til Roadtown på Tortola. Den stod 1-0 til mig mod sejlet, men det var tæt på det vandt.
Godt træt efter 10 timer på søen alene, fik jeg endelig ankeret til at bide i bunden af bugten og kunne åbne en velfortjent Medalla øl fra Puerto Rico.
Nu venter jeg svar fra en ven fra Scotland, som i øjeblikket er på Curacao. Han skal hjælpe mig med at sejle tilbage til Curacao, for godt nok kunne jeg klare det alene, men det kommer nok til at tage 3-4 dage og man skal jo sove engang i mellem.
