Det er mange år siden. Det var før internettet. Det var før mobil telefonen. Man fandt skate spots ved at spørge andre skatere, eller det vil sige, man spurgte bare sine venner, for man kendte alle der skatede. Der var nemlig ikke så mange af os og man kunne ikke lede efter lokale spot på nettet. Det var før skateboarding blev en sport. Når man så skateboarding i TV, var man klistret til skærmen og helt henrykt over at nogle andre end os selv, gad at beskæftige sig med vores livs stil. De var før folk rynkede på næsen og med et mere eller mindre hånende smil sagde, "skateboarding, HA!, ja det gjorde jeg også da jeg var knægt!", når man fortalte hvad man lå og rodede med i sin fritid. Og det var på samme tid man ikke måtte ha' sit skateboard med i bussen med mindre det var pakket ind. Det var jo beskidt og kunne svine folks jakker til.
Det var København, det var Fælledparken og det i 1990'erne!
Stående fra venstre, Claus Gasque, Jesper Vinther, Marck "Donny" Lyders, Mikkel Mansling, Johan Wohlert.
Siddende fra venstre, Victor Lieberath, Nicolas Plys, Jakob Viller, Christian Strauss Møller Jensen.
Liggende, Jesper "Lobster" Rosenberg, Fælledparken 1995
Man behøvede ikke at ringe rundt for at høre hvad folk gjorde, alle kom i Fælledparken og derfra tog man eventuelt andre steder hen for at skate. Der var ikke mange skate-spot rundt omkring i København. Det tætteste på Fælledparken var Panum Institutet, der var det gulerør ved Vesterport Station, Amalie Haven man konstant blev smidt væk fra, Kirke Curben i Nørre Fairmagsgade, I Amaliegade ved indgangen til en bank, var der en 10 cm høj marmor kant... hvis der manglede nogen i Fælledparken, viste nogle andre hvor de var taget hen og på den måde kunne man altid mødes.
Selv når det regnede en lille smule tog man i Fælledparken, det kunne jo være det klarede op. Man kunne altid skate under det store kastanje træ, på et areal der var 5 gange 5 meter, der kunne holde vandet væk et par timer, men så var der også vådt. Hvis solen skulle komme frem blev der først tørt oppe ved poolen, der efter ned langs snakerunnet men ikke helt ned. Bakken blev tør og der efter det lidt fladere areal med funboxen, hippen, den gule curb. Vi havde en mindre session oppe på bakken og ventede på det blev tørt. Vert drengene brugte en svaper til at feje vandet væk fra bunden af vertrampen men det var en utaknemmeligt mission. Når de skatede igen, kom der vand op af skruehullerne, rusten fra skruerne farvede vandet brunt og efterlod spor fra hjulene op og ned af transitionen.
I 1995 var jeg i hæren. Jeg lå i Farum og boede på kasernen. Jeg havde mit skateboard med på kasernen og havde stillet det i mit skab. En måbende sergent fandt det en af de første dage og blev helt gas-blå i ansigtet og råbte, "hvad fanden er det her rekrut Rosenberg?" mens han holdt det 3 cm fra min næse. Uden at fortrække en mine og med ro i stemmen sagde jeg: "det er mit transport middel!" Skateboardet forsvandt ud af stuen i sergents hånd og ind på Premierløjtnantens kontor. En time senere, efter jeg hårdnakket havde forklaret det var mit transport middel og skulle behandles på lige fod med en cykel, fik jeg forhandlet mig frem til at det kunne stå i kosteskabet, men det skulle stå rettet ind til højre og altid på den samme plads. Det havde de sgu aldrig set før og så lille var skateboarding den gang.
Når vi ikke var på øvelse og havde fri ved 16-tiden, tog jeg toget ind til Ryparken station. Hvis jeg var heldig gik der en bus resten af vejen, og hvis jeg blev sluppet ind, af en altid gnaven chauffør der påstod at mit "rullebræt" var beskidt og ikke kunne komme med, stod jeg af ved Fælledparken. Ellers skatede jeg de 20 minutter til Skate parken. Min mor, jeg boede hos i weekenderne, havde hus på Amager. Jeg brændte dog så meget for skateboarding at jeg hellere ville bruge 3-4 timer i Parken, boardslide den gule curb Lars Lehmann havde bygget eller kickflippe banken han også havde skruet sammen, end at tage den sidste time hjem til min mor på Amager. Og jeg undskylder mange gange mor, måske skulle jeg ha' taget hjem noget mere.
Uanede timer har jeg brugt i Fælledparken. Jeg havde en lille madpakke med og en flaske vand. Omkring 13-tiden var jeg der inde og langsomt kom folk dryssende. Vi skatede hele dagen, chillede og spillede mål til mål i buret. Når solen stod lavere på himlen og det var weekend, tog vi ned til Wong i Ryesgade for at købe halv liter tuborg. Når man bestilte 3 halve liter Tuborg sagde han altid med et tykt kineser accent, "jah jah, åtta halve!!" Man endte altid med lidt ekstra end man var startet ud med. Mange aftener endte man med at spise rosinboller fra Netto hvis man ikke flottede sig og købte pizza fra Pizza Pronto i Århusgade. Tilbage til Parken og drikke pils og skate til langt ud på aftenen og derefter ind på kultorvet, stadig med rygsæk på ryggen og skateboardet under armen, og chille på bænken på Kultorvet eller på på Klaptræet og stjæle øl sjatter fra folk med penge.
Der bliver grillet på livet løs med Christian Strauss Møller Jensen, Jakob Viller og Lasse Læderhals.Fælledparken, 1995
Den årlige tilbagevendende begivenhed og det største tilløbsstykke i skateparken, var Prygl i Parken. En skateboard konkurrence alle kunne deltage i gratis og samtidig et abe gilde af uanede dimensioner. Det var uden tvivl vores svar på firmaet julefrokost, vi var dog bare i druk træning og ikke som den årlige amatør, der stævner ud i julenatten, højt syngende og med slipset om hovedet. Vi var i topform!
Prygl i Parken. De første par år var begivenheden ikke så vel besøgt, det var skatere fra Sjælland og et par enkelte fra Jylland samt venner og bekendte, hang arounds og gøglere, gamle skatere og nybegyndere, kærester og potentiale kærester. Der var opsat højtalere der buldrede musik ud til stor glæde for mange og gene andre. Den primitive bar solgte kun fadøl til glæde for de fleste.
Selv om solen stod højt og vejret var godt, var der ikke så mange til Prygl i Parken de første par år, som der de senere år kom. På longboard og med omkring flyvende fyrværkeri, tog Kongen aka Rex Borealis, en runde i en lettere beruset tilstand. Fælledparken 1995
Hvis man stillede op i konkurrencen, som de fleste af hos gjorde, og havde skatet sine to gennemløb, varede det altid en evighed før resultatet blev offentlig gjort af dommerne. Eller det føltes som en evighed. Hvis ens navn blev sagt over højtalerne og man var videre, galt det om at holde lidt igen med bajerne, hvis man ville opnå et rimelig resultat i finalen. Fåtallet tog dog konkurrencen særlig alvorlig og hen af sådan en eftermiddag, udfoldede abe gildet sig i alt sin flor. Som en påfugl der med nedlagt halefjer, folder dem ud, retter dem lodret op og viser alle sine farver. I dette tilfælde, på denne eftermiddag, var det dog fuldstændig modsat. Hvis folk var opretstående, begyndte de at falde og miste deres farver. Sent på eftermiddagen, når ens finale løb - hvis man havde været så heldig/uheldig at komme i finalen - var overstået, kunne man gi' den ekstra gas. Og den gas blev ved mens solen forsvandt bag kastanje træerne, snakerunnet og asfalt-helvede, og mørket overtog skateparken. Det var før der kom belysning. Det var spas og ballade, det var Fælledparken, det var i 1990'erne.
Alt dette forgik om sommeren og som altid når man husker tilbage, kom der altid mere sne da man var barn. Og jeg husker det også som om vejret altid var godt, men det er vist en sandhed med modificeret ord. Til den dag i dag, cirka 20 år efter, kan jeg stadig se forskel på om asfalten er våd, ved at blive våd, ved at blive tør eller tør. Så meget erfaring besidder jeg, så meget har det tilsyneladende regnet, så meget har jeg studeret dette, ikke specielt spændende men dog nyttige, emne. Asfaltens beskaffenhed. Dermed sagt, det var ikke altid godt vejr når man skatede i 90'ernes København.
Når vejret ikke var til det, skatede vi i P-kældre. Der var to favoritter, Lyngby og under Israels Plads. Begge steder blev man som regel altid smidt væk fra efter en times tid. Når jeg tænker tilbage på disse vagter der smed os væk, bliver jeg altid ramt af lidt harme. For eksempel i P-kælderen under Israels Plads, hvor vi altid skatede helt nede i bunden af kælderen hvor der aldrig var nogle biler, og alligevel måtte vi ikke være der... i en tom p-kælder! En gang slukkede de alt lys i kælderen da vi skatede. Der blev naturligvis bæl ravende mørkt men vi blev ikke skræmte af det. Vi stoppede bare der hvor vi nu var, begyndte at råbe til hinanden for at finde ud af hvad vi skulle gøre. Da vi hørte hunde bjæffe og gø, kom planen ret hurtigt til alle, se at komme ud NU. Jeg fandt hen til væggen og fulgte den til jeg kunne se nødudgangsskiltet oplyse ved trappen og løb alt hvad jeg havde lært. Alle klarede det uden af blive bidt af hundene eller fanget af de magtsyge taber vagter, som var for ubegavet til at komme ind på politiskolen.
Der var også Thomas P. Hejle også kaldet Klubben, der lå i Nørre Voldgade ved Nørreport Station. Der var en lille sal, med et ufatteligt glat gulv, vi brugte som street areal. På 5. sal var der bygget en minirampe. Hvis man har skatet her i 90'erne, kan man i hvert fald finde ud af droppe hurtigt ind i en rampe. Der foregik altid en heftig snake session på denne udsædvanlige placering, af en minirampe. Men det er en helt anden historie....
I dagens København er der kommet masser af nybyg og det har tilført en masse nye skatespots. Jeg har fået fortalt, at nogle skatede et spot i København. En mand kom mod dem med et smil på læben. Det var manden der havde tegnet bygningen og de omkring liggende banks. Han var ikke vred, han var glad for at hans design blev brugt. Det var ikke sket i 90'erne...
På ydre Vesterbro ligger der en fantastisk indendørs skatepark og vores - 90'ernes skatere - Fælledparks boblende, overophedet asfalt, er erstattet af helt smooth beton i kraft af en af Europas største og bedst udtænkte, skateparks.
Misundelse er en grim ting, jeg ville dog ønske vi havde alle disse faciliteter, da jeg var knægt. Det er jo fantastisk for København og for Københavns skatere. Som den gamle dreng jeg er blevet, har jeg ret til at sige, hvis jeg hører nogle skatere brokke sig i dagens København over skateboard scenen, kommer de sgu over knæet, bliver klippet skaldet og kommer ud af sejle.
Backside fifty fifty grind, Christian Strauss Møller Jensen. Fælledparken 1995
Ollie over curbcut, Victor Santos Lieberath, Fælledparken 1995
Et par dage før Prygl i Parken havde vi besluttet os for en form for udklædning. Vi købte to maler dragter og i Thomas' lejlighed i Gormsgade, malede vi striber på dem med en spraydåse og skrev numre på dem. Det var overdrevet varmt at skate rundt med dem på. Da aftenen nærmede sig og posen med bajere blev tom, hang de to dragter da også i laser... Thomas Kring & Jesper Rosenberg, Fælledparken 1995
Mikkel Mansling, Johan Wohlert og Claus Gasque posere med to damer jeg i skrivende stund har glemt navnene på. Hvis man vender blikket mod venstre hjørne i toppen, chiller Martin på taget med et kæmpe krølhår! Fælledparken 1995
Denne mand skulle altid flyve fra asfalt-helvede og lande i den temmelig stejle bank, men det var svedigt at gør. Og til dato kan jeg kun komme i tanke om en håndfuld mennesker der har gjort det. Rune Glifberg i stingbug grap. Fælledparken, 1995
Den anden mand der kunne flyve fra asfalt-helvede og lande i banken den gang var denne herre, Nicky Guerrero. Mellow Sports var i øvrigt startet af Christian Boldreel, Nicolas Plys og Jakob Viller. Fælledparken, 1995
Backside ollie fra toppen af asfalt-helvede var også pænt svedigt og jeg kan ikke komme på mange navne der har gjort det. Michael Føllet. Fælledparken, 1995
Fast inventar til Prygl i Parken. Steen Kelså og Gunhild Johansen. Fælledparken, 1995
Nikolaj Stenbæk og Henrik Affe. Fælledparken, 1995
Danny Nunez og Jesper "Lobster" Rosenberg. Lobsters albue var altid helt smadret, som også kan ses på billedet. Fælledparken, 1995
Stemnings billede fra Prygl i Parken 1995 Danny Nunez. Fælledparken, 1995
Som jeg husker det, var det Thomas Kring der var gået ned efter for meget pils. Fælledparken, 1995
Solen står lavt og alkoholen høj. Jesper "Lobster" Rosenberg, Jens Beck Nielsen, Danny Nunez samt Johan Wohlerts gode ven og klasse kammerat, Jakob Tschernia og i baggrunden, Jesper Sudama Vinther. Fælledparken, 1995
Danny Nunez, Jesper "Lobster" Rosenberg, Thomas Kring, Nikolas. helt ude til højre i billedet står Anders. Fælledparken, 1995
Så hygges der med bajere... Johan Wohlert, Claus Gasque, Jakob Viller, Nicolas Plys og siddende, Mikkel Mansling. Fælledparken, 1995
Nicolas Plys og Jesper "Lobster" Rosenberg til privat fest på ukendt lokation, 1995
Michael Andersen, pigerne fra Dragør, Danny Nunez, Troels Jørgensen på Kultorvet foran Klaptræet. Pigen i billedet til højre for Michael hed Anja Lehmann. Nu skriver jeg desværre hed, hun mistede livet den 9. februar 2010 om morgenen ved en højresvingende lastbil. På stedet hvor ulykken skete er der placeret en såkaldt "ghost bike", en cykel der er malet helt hvid. Jeg er ikke klar over om den stadig er der, men kig efter næste gang du er der og tænk på Anja fra Dragør. Hun blev 33 år.
Danny Nunez og Jesper "Lobster" Rosenberg på gaden i København., 1995
Fra venstre, Lasse Læderhals, Søren Hasholt, Jakob Viller, Jens Beck Nielsen og Claus Gasque i muntert lag, 1995
Danny Nunez, Christian Strauss Møller Jensen, Jakob Viller og Claus Gasque, 1995
Nicolas Plys, Christian "Vallen" Valentiner, Claus Gasque, Marck "Donny" Lyders, Jakob Viller, 1995
Chiller scene fra en tilfældig dag i Parken. Fælledparken, 1995
Marck "Donny" Lyders, Claus Gasque, Danny Nunez, Mikkel Mansling, 1995
Jesper "Lobster" Rosenberg, backside nosepicker grind i Parken. Foto: Tobias Plass
(Denne artikel er tidligere blevet bragt på www.skateboard.dk)
