Home - Articles - Articles in Danish - Koldeste away ever... 2007

 

Af hvad skal du….? Til Moskva og se fodbold…?
Med et opgivende og uforstående ansigtsudtryk, var der en del familie og venner, som ikke rigtig kunne forstå julelysene i øjnene på mig, når jeg fortalte om vores forestående projekt, vi ville til Rusland og se FC København spille mod Lokomotiv Moskva.

4 gutter kunne det blive til, Moug, Webbie, Michael CUP og mig selv som skulle repræsentere IQ10 på den koldeste AWAY… EVER!

Klokken 8 onsdag morgen mødtes vi i Kastrup Lufthavn med et stort smil på læben i Starbucks, som blev efterfulgt af højtlydt grin, nu var dagen endelig kommet hvor vi skulle af sted.

Turen gik smertefrit indtil vi landede i Sheremetyevo International Airport, en af fem lufthavne i Ruslands hovedstad. Kaptajnen (AAARRGGH) fortalte, at der var strømsvigt fra lufthavnen, så de kunne ikke åbne dørene. Der var ingen andre i flyet end IQ10, der kunne se det sjove i det. 10 minutter senere kom strømmen igen og vi kunne gå fra flyet.

Ude foran lufthavnen fandt vi så os selv stå, som turisterne vi nu var, og kigge forvirret rundt på skilte med russisk for at finde lokal bussen vi skulle med.
Webbie havde læst, at taxier var meget dyre at køre med, og vi ville på eventyr. Vi stillede os i en kø til en bus, som kunne føre os videre til en metro station. En taxachauffør prøvede et gammelt trick, med bussen først ville komme om 45 minutter og det ville tage omkring 3 timer at komme ind til hotellet. Kulden gjorde, at vi var lige ved at sige ja til ham, men så kom der en bus og den steg vi på.

Lufthavnen forsvandt bag os mens vi grinede, nu var vi i fucking Moskva!
Med et stationsnavn, som vi ikke rigtig kunne udtale og uden helt at vide hvor vi skulle hen, bumlede den 60’er brune bus af sted. Vi spurgte nogle lokale, der noget trætte og godt pakket ind i jakke og russer hue om vej, men deres engelsk kunne ligge på et meget lille sted og de nikkede bare, som måske kunne tolkes som et ja.
En dame sagde pludselig, at vi skulle af her og da hun muligvis, vidste lidt mere om Moskva end de fire glade IQ10 drenge, fulgte vi efter hende.

Det sneede og var koldt, men humøret var i top da vi prøvede at følge efter damen. Hun skød dog en vældig fart, men vendte sig om en gang i mellem og pegede over på en stor hal, som mest af alt mindede om en lufthavnsterminal. Damen forsvandt og vi gik over til det, vi troede var en metro station. Ganske rigtigt var det en terminal i lufthavnen, bussen havde bare kørt os rundt om lufthavnen. Michael CUP gik ind for at spørge om vej, mens resten af os stod og betragtede nogle arbejdere, som kæmpede en forgæves kamp mod sneen, der blev ved med at falde.

Bus 851 var vores næste transportmiddel lige nede af vejen. Vi vadede der ud af, fandt bussen og en chauffør med en meget bestemt stemme, der kun ville tale russisk. Bussen var meget beskidt, meget lille men til gengæld helt proppet med mennesker som kigget noget underligt på danskerne. Helt hvor vi kunne sidde, var ikke rigtig til at finde ud af, men en hidsig chauffør, lidt skubben og en masse grin, fik vi klemt os ned mellem folk og fæ. Kort efter kørte bussen mod metroen, med de 4 danske gøglere. Det var som at sidde under en osteklokke, der var fuldstændig dugget til, man kunne intet se af byen. En gang i mellem stoppede osteklokken, der blev talt og råbt på russisk, et sprog der kan lyde meget bidsk fra den rette mund, og nogle folk stod af og andre stod på.
Efter en halv times tid stoppede bussen igen og det bidske sprog fra den grove mund, som også fungerede som chauffør i osteklokken, gav os en skideballe eller også gjorde han os opmærksom på, det var her metroen stationen befandt sig.
Nu stod vi igen i sneen og fattede brik, men fandt metroen hurtigt.

Alt var selvfølgelig på russisk og papiret Webbie havde printet ud, var på vestens svar på et alfabet, men med lidt tælling af stationer, farver på diverse strækninger, begav vi os af sted med verdens mest belastet metro. Togene kørte hvert minut, så ventetiden var ikke så lang.
På et tidspunkt hvor vi havde kørt forkert for 5 gang, var opgivelsen nær, men vi holdt inde og fandt endelig frem til stationen, der skulle ligge tæt ved vores hotel. Den længste rulletrappe (EVER!) førte os op til kulden igen og 4 danske forvirret ansigter stod igen i stor byen, flade af grin. Jeg spurgte nogle lokale om vej til Hotel Cosmos, vores hjem de næste 4 dage og heldigvis forstod jeg så meget russisk, at det ikke var så langt væk.

Der var glat på fortovene men de 4 Bambier formåede uden at falde, at komme hen til hotellet. Det var kæmpe stort og blinkende og af en uforklarlig årsag, var der placeret en statue af Charles de Gaulle uden foran. Vi fik vores værelser, som vi senere fandt ud af var øverst oppe, Michael CUP og Moug i et rum og Webbie og mig selv i det andet. Sulten havde meldt sig men restauranten på samme etage, var temmelig fancy og ret dyr. Softice ministeren, Michael “ÅÅÅHH HVAD, EN SOFTICE MASKINE!!!” CUP guidede os ned i lobbyen igen til en buffet. Meget kan man sige om buffeter, men den russiske var mindre god, bestående af gele kød og kogte æg dekoreret med en klat smør, var helt klart højdepunkterne. Endelig fik vi også smagt det russiske øl, Baltikra, en øl som senere skulle blive vores bedste “friend” (indsæt Kurt Thybo accent).

Efter den kulinariske oplevelse endte vi på en pub på hotellet. Nogle gutter fra Urban Crew boede her også, så historierne fløj rundt og vores nye “friend” røg ned i løgnhalsen.
Vi prøvede at se Liverpool mod Porto FC, men jeg kunne ikke rigtig fokusere, da branderten var ved at blive stor. En gut, som mest af alt lignede en russer kom ind i baren med en fucking Brøndby hue på. En anden gut, som lignede lidt mere en hooligan, fulgte i hælene på idioten med den grimme hue og de gik bag os, op til et par gutter fra UC. Ved udgangen stod de og gjorde tegn til vi skulle komme med ud. En gut fra UC kom og viste os et visitkort de to russere havde givet til dem med påskriften, “We will be waiting outside the hotel” - Lokomotiv Mayhem.
Efter lidt snakken frem og tilbage besluttede alle, at det nok var bedst at blive indenfor på hotellet og ikke gå ud til dem, da vi ikke vidste hvor mange de var og om de havde våben.
Webbie og jeg besluttede at se lidt nærmere på en bar med let påklædte damer nede i kælderen af hotellet. Vi blev brand lamme, en af de sidste ting jeg kan huske var, jeg gav en pige 1000 rubler (200 kroner) og sagde: “Lapdance, him!!” og pegede på Webbie.
Hvad klokken var da jeg langt om længe kom op på værelset, har jeg ingen anelse om, men det var utrolig svært at få mine støvler af…




Kamp dag

Klokken var 14 da jeg vågnede igen, godt brugt men i godt humør, vi var i Moskva og det var kamp dag. Lidt biksen frem og tilbage førte til, at vi kunne køre med dem fra fanklubben til en bar og bagefter til stadion. Alle mødtes nede på pubben, som vi havde gjort et stort indtryk på dagen før.


Russer huer, ja for helvede, vi skal da have russer huer. Michael CUP kom stolt tilbage til bordet med en “real rabbit” (indsæt russisk accent) hue og var flad af grin. Moug og jeg sad lidt og kiggede på hinanden, nej vi gad ikke da Webbie insisterede på at købe en. Med et flækket ansigt af smilet, gav han mig en russer hue med hammer og segl, på hovedet. Vi var klar til 90 minutters fodbold i -8 grader.

Stampe, som stod for fanklub arrangementet kom tilbage til flokken af forventningsfulde FC’ere, og meddelte at bussen holdt neden under. Chaufføren var rasende af en eller anden grund og blev ved med at pege på uret i bussen, men vi fattede aldrig hvad det var, han var så utilfreds med. Vores pitstop på en bar, var i hvert fald aflyst, så vi skulle direkte til stadion. Gennem de temmelig trafikeret gader, fik han dog styret bussen sikkert derudaf. Endelig kom vi frem, men der var ret dødt omkring stadion, det var kun en nogle soldater som var mødt op.

Vi fik skudt nogle billeder hist og her og flokken på omkring 30 folk blev brudt op. IQ10 plus Samuel og Mikkel, tog over på en restaurant for at spise og få noget øl. Det positive ved maden var, ud over der var øl ved siden af, at vi ikke var sultne mere. Vi fik bestilt noget mere øl og vodka shots, vi var jo trods alt i Rusland. Alle boldene var i luften og gøglen ville ingen ende tag. Samuel prøvede på bedste dansker engelsk og tysker maner, at forklare at pommes fritterne var alt for bløde og de skulle steges mere. Den stakkels, knap så engelsk talende pigetjener, sagde bare noget på russisk, som skulle antyde at det ville blive bragt i orden. Alle undtagen Samuel, vidste at de næste fritter ville ankomme til bordet nøjagtig lige så slatne som deres fætre, der lige var endt i dunken på danskerne.

En russer i midten af 50’erne med et Lokomotiv Moskva halstørklæde, kom over til vores bord. Han talte lidt engelsk og forklarede at han havde rejst 9000 kilometer, fra den anden ende af Rusland for at se kampen. Han havde også været inde og se nogle andre kampe, men det forstod jeg ikke så meget af. Mit russiske var værre end hans engelsk.

Klokken nærmede sig 19.30, så vi fik betalt for vores æde/druk gilde og stod lidt uden foran. Vi var glade for vores russer huer, det var koldt men sneede dog ikke. Et par unge mennesker i Henry Lloyd tøj kom over til Michael CUP og spurgte om vi var hooligans. Noget skuffet over vi var IQ10, blev vi dog budt velkommen af dem og der var ingen problemer.

Ved stadion havde nogle slået et bord op og solgte alle tænkelige fodbold dimser. Halstørklæder, trøjer, huer, klistermærker og det bedste, små trompeter som Webbie og Michael CUP selvfølgelig ikke kunne komme til kamp uden. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor koldt det måtte være for pigen der solgte alle disse herligheder.

Et stort lokomotiv var mokket op foran stadion, som et symbol, ja på Lokomotiv Stadion (IQ10, det kan vi li‘).
Der var masser af Loko fans som ville tage billeder med de glade dansker, det gik der en del tid med. Samuel var godt lam og var helt sikkert den mest højlydte person i flokken. På et tidspunkt var der en af soldaterne/betjentene, som var mødt talstærkt op, der gjorde tegn til at Samuel skulle dæmpe sig, så han klappede næsten i som en østers.

Langt om længe kom vi til indgangen hvor FC’s fans skulle stå. Der var metaldetektorer, men jeg har en fornemmelse af, at det nok var et stykke tid siden de havde fungeret, men ind kom vi. Røret med IQ10 banneret skulle lige undersøges, og det var ikke nok bare at kigge ned i det, det skulle selvfølgelig rulles ud. Sikkert for at kontrollere at der ikke stod noget propaganda, regeringen ikke kunne li’.

Der var rigtig mange soldater/betjente over hele stadion, på en måde virkede det ret skræmmende, når de stod med uniform, russer hue og et sten ansigt en statue ville blive misundelig på.

FC spillerne løb allerede rundt og varmede op og der var kommet en flok andre fans. Der lå sne rundt omkring og det var glat, så jeg var glad for kæppen i øret var reduceret til en tandstik. Vi fik pakket banneret, IQ10 AWAY, ud for at hænge det op. Michael CUP vente sig mod mig og spurgte om jeg havde taget gaffatapen med, men IQ10’eren der kom på en anden plads ved sidste præsident valg, mig selv, havde selvfølgelig glemt det. Med en kæmpe skuffelse, der kan måles sig med landsholdets manglende deltagelse til det forestående EM i Østrig/Schweiz, udbrød Michael CUP, “Lobster, du loooooooovede jo”. Det var svært at give en undskyldning, når man var fuldstændig flad af grin.
Stadion var mere eller mindre tomt, det var kunne i den modsatte ende der sad Lokomotiv Moskva fans og stemningen var noget død, indtil spillerne løb på banen, så kunne man godt høre der sad omkring 9400 russere.

Mens sangene blev råbt og kampen skred frem, begyndte kulden også at snige sig ned i støvlerne, men det var ikke så slemt som jeg havde forventet.
Selvfølgelig kunne man ikke købe øl, men i stedet kunne man varme sig på kaffe, te eller appelsin vand.

Toilettet blev besøgt i pausen og ikke til den store overraskelse, var det et pedal lokum, altså bare et hul i jorden. Det var ikke lige der man hev Balls frem og sad og hygge sig for at prutte af.

Anden halvleg begyndte sammen med diverse FC sange. IQ10 sang “DUM, DUM, DUM, DUM I MOSKVA” (indsæt 2 unlimited’s sang “There’s no limit”),
Der må havde været helt stille på stadion da vi 4 sang den, for Philip havde hørt den på TV hjemme i København. FUCKING SEJT!!!

Da Nordstrand havde scoret i 62. minut blev der bidt negle, især i de sidste 10 minutter var spændingen høj, nu skulle det lykkes. 4 minutters over tid, fuck! Det føltes som en evighed, men da sidste fløjt lød, brød glæden ud. Ja, så meget så nogle UC’er smed jakke, sweatshirt og trøje og stod i bar dunk. Vi havde fucking vundet i Moskva 0-1, det var fantastisk.

Ret hurtigt kom vi ud fra stadion og forventede nogle vrede Loko fans, men soldater/betjente holdt godt øje med os. Der var lidt forvirring omkring hvor bussen holdt og vi endte til sidst med nogle busser til diverse sponserer. Efter lidt tid var der en der fortalte, at vores bus ikke kom alligevel, så vi skulle tage metroen. Nogle russer i det sædvanlige hooligan outfit, blandede sig en del med vores 40 folks flok, men der var aldrig rigtig op træk til noget ballade, sikkert fordi en gruppe på omkring 50 soldater/betjente var placeret ved os.

Vores flok begyndte at flytte sig mod en mindre politibus, alle betjentene var kommet ud af. Åbenbart skulle vi med denne bus, men hvorhen vidste vi ikke.
Vi var mange og det så ikke ud til vi kunne være der, men på bedste russer stil, kom alle med. På et sæde sad en gut, som jeg ikke rigtig kunne genkende i mørket, der optog to pladser. Jeg var lige ved at sige han skulle rykke ind, men opdagede i sidste sekund han var russisk soldat/betjent, så jeg lukkede bare røven igen.

Bussen stoppede og alle blev genet ud og over til en metro station. Smertefrit, godt brugte og uden ballade kom vi tilbage til hotellet. Vi ville have været i byen og gi gas, men klokken nærmede sig 24 og vi ville godt se lidt af Moskva i morgen uden at gå rundt og tænke på cola og sofa hele dagen. Et par øl blev det dog til på pubben samt lidt vodka redbull. Og vi skulle da også lige ned og se på nogle let påklædte damer, hvor der røg flere vodka redbull i løgneren. Klokken blev 4 da vi tvang os i seng, vi kunne godt have forsat meeen, der var også en dag i morgen. Den eneste der ikke delte holdning med os var Michael CUP, som forsatte til klokken 6.30. En flot præsentation, men han skulle blive straffet dagen efter.

Godt smadret stævnede vi ud af hotellet mod den Røde Plads. Michael CUP var helt sikkert den mest bag lamme og det fandt diverse russer der ikke lige smilte i metroen, også ud af. Sangen “Har du set en russer smile” fik for første gang set dagens lys…

Det sneede da vi kom op af metroen for anden gang, efter en lille fejl tur igen. Softice ministeren fik øje på et McDonald’s skilt og styrede lige mod retningen af pilen og det var der ikke mange der modsagde. På McDonald’s var der overraskende mange mennesker og det virkede ikke som turister.
Den Røde Plads var sne glat og sneen forsatte med at dale over Moskva. Desværre var Lenins mausoleum lukket i dag, sikkert fordi han skulle balsameres lidt mere. Det kunne være FC skulle lave samme mausoleum med Per Frandsen.

Det var ikke endvidere specielt på pladsen, Vasilij Katedralen for enden af pladsen med kuplerne, var dog rigtig flot og fornemmelsen af at stå her var unik. Det var her Mathias Rust landede sit Cessna fly den 28. Maj 1987. Og det var her de kæmpe store militær parader fandt sted, med soldater som gik med højt løftede ben.
Vi stenede lidt rundt i gaderne og kunne ikke rigtig beslutte hvad der skulle ske, tømmermændene var stadig tilstede. Flokken ville helst hjem til hotellet og få en lille morfar, men jeg var ikke færdig med Moskva, så da dørene på metrotoget lukkede og bragte Webbie, Moug og Michael CUP til Hotel Cosmos, stod jeg helt alene og flad af grin på metrostationen. Jeg gik tilbage til den Røde Plads og chillede lidt. Gik videre rundt om Kreml og til den enorme Kristus Frelser kirke. Helt oppe i loftet, cirka 50 meter over gulvet var et maleri af gud, som holdt øje med tingene.

Det sneede stadig meget da mørket endnu engang trak ind over Moskva. På et tidspunkt skulle jeg over en stor vej med alt for mange biler. Stolt kom jeg endelig over vejen, men en betjent var knap så begejstret og ville se mit pas. Til alt held havde jeg husket det og med lidt charme og en røverhistorie slap jeg med en advarsel og en løftet pegefinger, næste gang jeg skulle over vejen, skulle jeg benytte gangtunnelerne.

Jeg var kommet tilbage til McDonald’s og den ukendte soldats grav hvor der var vagt skifte. Hvem der lige havde fundet på, at soldaterne skulle løfte deres ben så højt så muligt, melder historien ikke noget om, men sjovt så det ud.
Det var nu kun gade lamperne der skabte lys og det var tid til, at finde resten af IQ10, og få bugseret noget bajertøj ned.
Metroen og jeg var nu venner så Hotel Cosmos og jeg blev genforenet uden problemer.




På druk i metropolen

Der var blevet sovet ud og vi var klar til noget seriøst druk. Michael CUP havde fundet en restaurant der kunne præstere en pølse på en meter samt et micro bryggeri, en kombination man simpelthen ikke kunne stå for. Softice ministeren bar også turguide denne gang. Efter lidt metro ræs, forvirring og masser af grin fandt vi, temmelig heldigt restauranten.

Øllet var super godt og Moug og Webbie fik serveret en pølse på en meter med ketchup og sennep som tilbehør. Flere øl blev drukket samt vodka og vi blev lettere stive da vi skulle betale. Næste stop var et område “eye candy” MikL havde anbefalet, men vi kunne ikke finde de beværtninger som skulle ligge over det hele. Et sted, som viste sig at være en strip Club, spurgte vi om vej. Efter 30 sekunders overvejelse, blev vi enige om lige at kigge nærmere på dette sted. De 3500 rubler (700 kroner) de krævede i indgangen, sendte os dog tilbage til kulden.
Vi spurgte en lokal, som viste sig at være fra England, om vej. Han guide os et helt andet sted hen og efter mere metro ræs og en mindre gå tur, endte vi på Night Flight hvor pigerne dansede mere end drengene. Pigerne stod heller ikke og hang i baren med en drink, det var mere som om de ventede på et eller andet…..
Vi blev godt lamme på den temmelig dyre klub der forlangte omkring 40 kroner for en fadøl.
Efter noget tid med gøgl og røverhistorier, tog vi en taxi tilbage til hotellet og gik i koma. Vi skulle dog lige slutte af med en fadøl på pubben.

Helt smadret og med rusten stemme, fik vi pakket vores sparsomme bagage næste morgen og bikset en taxi til lufthavnen. Moskva er en stor metropol og det tog en times tid gennem den tætte trafik, til lufthavnen.
Et par øl i lufthavnen hjalp lidt på den spiritus plagede krop. Uden “den lille gæt priser” quiz ville fly turen ikke have gået så let.
Endnu en vellykket “AWAY for the books” var overstået.

 

BACK TO TOP