Puerto Plata, Dominican Republic, onsdag 21. feb. 2007
Der er en måde at beskrive det at have en båd. Den er temmelig negativ, men hvis man siger det med et glimt i øjet, er det ikke helt ramt ved siden af. Der er to gange man er rigtig glad når man er involveret i et båd projekt, den dag man køber den og den dag man sælger den.
Jeg var utrolig glad den dag fandt Solitude, det skal der ikke herske nogen som helst tvivl om. En drøm gik for alvor i opfyldelse den dag.Når man så har sejlet lidt rundt og ting og sager konstant bryder sammen, bliver glæden dog lidt blakket.
For eksempel sejlede vi fra Titusville hvor vi havde lavet alt på båden. Alt spillede 100%, den dag var jeg rigtig glad. Et par dage senere gik pumpen til køleskabet, et projekt som vi ikke kunne udbedre, derfor var vi nødsaget til at gå i havn i Palm Beach. Jeg købte en generator, som kan lave 110 volt, så køleskabet og fryser virker igen. Ulempen er dog, at et par timer om dagen skal vi høre larmen fra generatoren, men hold da kæft hvor er øllet koldt.
Det var heller ikke bare lige, at finde en generator. Enten var de for store eller for dyre, jeg var dog glad for at jeg havde mit skateboard, som blev brugt flittigt til at finde den rigtige.
I Palm Beach mødte jeg en anden båd fra Danmark, og selv om de havde givet 10 gange så meget for deres sejlbåd end jeg havde for Solitude, var der til min store fortrøstning, stadig ting som gik i stykker på deres båd. Det er skønheden ved at være båd ejer, man keder sig aldrig.
Glæden genfinder jeg dog, når man så for lavet det som ikke virker. Det er en utrolig dejlig fornemmelse når alt virker, og båden er rengjort. Man kan læne sig tilbage og brede smilet ud over fjæset, finde en bog eller et blad, ånde ud og tænke, hvor er livet dog godt, for så at tænde for lampen, som ikke virker... ja, man keder sig aldrig, det er helt sikkert.
Da jeg sad og skrev alt dette, gik GPS’en lige pludselig ud. Den er splinter ny, så vi grinede bare af det, men efter en halv time i ringen med GPS’en, var det ikke så sjovt mere. Det hjalp heller ikke at blive gas blå i ansigtet og råbe og skrige af den. Trætheden meldte sig ind igen, og jeg besluttede at lade projektet ligge. Næste morgenen viste det sig, at være en dårlig forbindelse på hovedafbryderen, og jeg sagde pænt undskyld til GPS’en...
Turen fra Titusville til Palm Beach ned gennem The Indian River, gik strygende uden alt for mange ting der gik i stykker. Det var lidt af et navigationsstykke, da man hele tiden skulle holde øje med markeringerne til sejlrenden. Et par gange ramte vi faktisk den mudderet bund med kelen, men intet alvorligt, det havde vi til gode senere i eventyret.
Ud over manatees eller på dansk, søkøer, så vi en masse Bottlenose delfiner.
Florida har inden for de sidste par år gennemgået en massiv opdrift i huspriser, og det kunne man tydelig se langs floden. Enorme villaer skød op over alt, nogen med egen lille golfbane, andre med indendørs svømmepøl.
Om aftenen lå vi for anker, lavede mad og drak et par øl. Det var lige til at leve med og meget let at lave mad, da vi ikke rullede fra side til side. På et tidspunkt strejfede tanken mig, hvor svært kan det være at leve på en sejlbåd....? Jeg skulle dog blive klogere om et par dage, men det vidste jeg bare ikke endnu.
Oplevelserne på The Indian River også kaldet Intercoastal Waterway, varede i tre dage inden vi sikrede båden med reb i Lakepark Marina i Palm Beach.
Som skrevet før, fik vi klaret diverse problemer i Palm Beach og sejlede de sidste kilometer ned mod Lake Worth Inlet, åbningen til Atlanterhavet. Vi skulle bare lige gennem de sidste formaliteter med hensyn til at checke ud af USA, og lagde til ved Sailfish Marina lige ved udmundingen til havet.
Efter lidt tid med at fastgøre skibet, sammen med en hjælpsom mand der arbejdede i marinaen, fik vi at vide, at det slet ikke var her man checkede ud, dette var kun check ind i USA
Vores tålmodighed kunne have ligget på et meget lille sted, da vi med alverdens skældsord frigjorde båden igen. Det meste af morgenen, skatede jeg rundt, for at finde ud af hvor immigrations kontoret lå, men hele tiden blev jeg bare sendt videre.
Med ømme ben og uden resultat var jeg vendt tilbage til marinaen med den opfattelse, at man bare skulle checke ud ved Sailfish Marina.
Nu kunne det fandeme være nok, hvis myndighederne virkelig ville have dokumentation for at man forlader landet, kunne de godt have gjort lidt mere ud af det. Og med det, sejlede vi ud gennem Lake Worth Inlet og ud i det rigtige hav for første gang, væk for ”Guds eget land” og som jeg har døbt det, 2. verdensland, da alt virker til en hvis grad. En af tingene er mobiltelefoner. Forbindelsen var bedre når jeg ringede hjem til Danmark, end hvis jeg ringede til min gode ven Ben Fox i Los Angeles eller til en anden ven Rune, som befandt sig i Orlando, omkring 60 kilometer fra Titusville.
Autopiloten, som har fået navnet Jenny, blev slået til og vi skiftedes til at have vagt på turen til Bahamas. Langsomt gled Floridas kyst væk, men det var som om USA ikke ville slippe os helt, man kunne hele tiden skimte kysten bag os. Solen gik ned og for første gang sejlede vi i det buldrende mørke.
Da jeg fløj til Curacao fra Danmark for at møde Goos, landede vi på øen i de Hollandske Antiller om aftenen og det slog mig, når jeg engang havde fundet den rigtige sejlbåd, skulle vi også sejle i mørke. Det fik mit hjerte til at hoppe en ekstra gang så sommerfuglene i maven vågnede.
Nu sad jeg her, i mørket med Atlanterhavet rullende under mig, men det var ikke så skræmmende som først antaget. Den klare stjernehimmel var utrolig flot, lidt som i Namibias ørken, intet andet lys forstyrrede synet.
Timerne gik med at holde øje med ruten på GPS’en, kompassets kurs og andre skibe.
Næste morgenen var vi nået til Bahamas, men der var intet land at se på horisonten. Nogen mennesker bliver bange når man er så langt væk, men der var intet at spore i min krop. Noget søvnig gik dagen med at kigge på kompasset, vandet, horisonten, et passerende fragtskib og dette store ingenting af et hav. Jeg lagde mig til at sove et par timer og fik ryddet op i mit hoved med en masse drømme.
Da jeg stak hovedet ud cockpittet igen og prøvede at justere øjnene til solen, kom endnu et fragtskib forbi som var nøjagtig samme dimensioner, farver og udseende som det tidligere på dagen… havde vi sejlet i ring? Havde fragtskibet sejlet i ring? Hvad fanden forgik der?
Goos og jeg grinede af den underlige oplevelse.
Solen gik endnu engang ned bag os og vi var ladt alene igen. Bølgerne var taget til så vi rullede en hel del. Ting som ikke var fast gjort ordentlig, faldt ned og det var noget af et kunst stykke at lave frikadeller, kartofler og sovs. Ja, sovsen blev sprunget over, det var sgu for meget at stå og rode med.
At lave maden var kun halvvejen, nu skulle det også balanceres ind i skuffen fra tallerkenen uden at få for meget ned af sig. En Plastmo størrelse 12 tagrende ville have været dejlig, at have monteret lige under hagen.
Natten gik med at undgå diverse krydstogt skibe og holde udkig. På min anden vagt fra klokken 3 til 6 om morgenen, skete der ABSOLUT ingenting. Jenny (autopiloten), styrede lige præcis på ruten vi havde sat på GPS’en, og jeg fik tiden til at gå med at kontrollere på søkortet.
Klokken var omkring 9, da Goos vækkede mig, vi var nået til Flemming Channel hvor vi skulle passere lavt vand. Jeg har før set turkis vand, men aldrig over så kæmpe et område. Over alt øjet kunne se, var vandet den flotteste lyse grønne farve, noget som Bahamas er kendt for. Farven opstår når lyset fra solen, rammer sandet på bunden og reflekterer tilbage til overfladen.
Det tog omkring 5 timer at navigere gennem det lave turkis vand, hvor man skulle holde øje med pludselige koralhoveder som stak op til lige under overfladen.
Beslutningen blev taget, vi trængte til et hvil og ville ligge for anker i aften.
Goos fandt en ankerplads bag en ø, som skulle sikre os fra bølger, vind og vejr.
Vi rullede sejlet ind og for meget lav motorkraft sejlede vi ind mellem de små øer. På anker pladsen var der dog bølger og andre både lå over på den anden side. Goos styrede båden over til en anden sejlrende, som var markeret på søkortet vi brugte. Dybdemåleren talte stødt ned af, hvilket indikerede at havbunden kom nærmere og nærmere.
Jeg var på vej op foran for at holde øje med dybden, da en hjerteskærende lyd ramte min trommehinde. Vi var fandeme sejle på grund! Nu skulle det gå stærkt, fuld bak hjalp intet og endnu mindre hjalp det fremad. Tidevandet var på vej ud så vi havde ikke meget tid at jonglere med, så Goos fandt et anker mens jeg fandt finner, maske og snorkel frem.
Svømmende væk fra Solitude med ankeret i hånden, prøvede jeg desperat at finde et sted at smide det. En lille motorbåd kom over til mig, men der var ikke meget han kunne gøre og han var bange for at støde på grunden. Han bakkede væk fra Solitude mens jeg holdt fast i hans bov line med den ene hånd og ankeret i den anden hånd.
I morgen ville jeg sikkert have rigtig ømme arme, var det eneste jeg tænkte. Synet må have været et for guder, Solitude på grund med en line hængende fra bagenden og for enden af linen, en arrig dansker med bar overkrop i badebukser der som en anden Jesus figur, blev slæbt af en motorbåd.
Manden i motorbåden kunne ikke hjælpe os, så han sejlede væk igen. Goos prøvede at hive i snoren til ankeret, men hele tiden slap det løs fra havbunden. Mens han hev, dykkede jeg ned og tog fat i det for at guide det til et fast sted. Helt smadret fandt jeg endelig et sted bag en sten, men nu var det så lav vandet, at vi for alvor sad fast med Solitude. Alt vi kunne gøre nu, var at vente på højvandet ville komme tilbage og redde skibet.
De små bølger løftede Solitude lidt op og med en lyd jeg sikkert aldrig vil glemme, bankede hende ned på bunden igen. Jeg har været i situationer før, hvor man er helt ude af kontrol, og nu var jeg her fandeme igen.
Det var kun adrenalinen der holdt os vågne mens vi sad og ventede på vandet. I tsunamien den 26. December 2004, var vandet en fjende, nu var det blevet en uundværligt ven, som lod vente på sig.
Vinden og strømmen tog til mens vi konstant fokuserede på dybde måleren. 3,8 fod, 3,9 fod og tilbage til 3,8 fod. Det var næsten ikke til at bære og tankerne om at mit skib måske ville revne, var ikke sjov gennem de 5 timer vi sad og ventede på vores ny allerbedste ven, vandet.
4,1 fod stod der på dybdemåleren, langsomt prøvede vi at hive i linen til det fastgjorte anker mens bragene tiltog. Vi var bange, for ikke at sige skræmte, langsomt flyttede Solitude sig. Mælkesyren i armene rasede, det gjorde ondt men vi bevægede os lidt.
Omkring en time tog det, at hive, bande og trække os fri, men fri kom vi og vi sejlede hen til dybere vand for at smide bov ankeret. Vi omfavnede hinanden og opfattede vist ikke rigtig at det var overstået. Vi havde lige spenderet 7 timer i det værste helvede man kan forstille sig.
Et mirakel, at det anker jeg svømmede ud, var blevet hængende.
Fuldstændig udmattede sad vi og stirrede ud i luften, klokken var 00.30 om natten og nu ventede vi på, at månen skulle komme frem så vi kunne se hvor tæt på stranden vi var. Ved hver bevægelse i båden, blev de skræmte blikke vendt mod lyset inde ved en lille marina, det eneste faste punkt vi kunne bruge som reference.
Månen, og der med lidt lys kom op ved 3.30-tiden og vi besluttede, at blive her med en til at holde vagt og en der sov.
Første vagt tog jeg, fra klokken 3.30 til klokken 6.30 sad jeg og kæmpede en kamp mod trætheden mens jeg holdt øje med skibets position.
Omgivet af træthed og med Goos på pinden, ramte mit hoved puden og jeg gik ud som et lys.
45 minutter senere blev jeg vækket af Goos, strømmen havde vendt igen og vi blev nød til at flytte os. Eneste mulighed var at sejle over, som vi først prøvede og løb på grund, til de andre både.
Tanken skræmte os for vid og sans mens adrenalinen pumpede gennem kroppen. Goos stod ved roret og jeg holdt et mere end vågent øje med bunden, da vi langsomt gled forbi vores sted vi havde ramt bunden. Klokken var 7.30, indenfor de sidste 24 timer havde jeg sovet 45 minutter, kæmpet med ankeret, strøm og vind samt gennemgået hele registret for følelser. Solitude’s dæk var møgbeskidt, så med de sidste krampetrækninger i kroppen, gjorde jeg det rent.
Goos og jeg smilede, det var overstået nu og vi var sluppet rimelig godt fra det. Senere da jeg inspicerede bunden af Solitude, var kølen godt ridset og et stykke på størrelse med en knyttet hånd, var slået af. Alt i alt ingen større skader og intet som skulle repareres med det samme.
Vi lå ankeret op en dags tid, hvor vinden endelig var med os. Det vil sige, at den kom fra den rigtige retning, så Bahamas’ varemærke, det turkis blå vand vi var omgivet af, var helt stille. Der er mange andre glade oplevelser, det er ikke kun når man køber og sælger båden.
I løbet af natten havde det regnet meget kraftigt, men jeg havde kun svagt hørt det. I spanden på dækket, kunne vi næste dag se, at der var faldet 150 mm regn, det er da noget man kan snakke med sin nabo om…
Iført finner, maske og snorkel, svømmede jeg ind til den nærliggende ø og gik lidt rundt på stranden. En sjov fornemmelse at have fast grund under fødderne igen. Inde mellem buske og krat, fandt jeg en gammel brønd med fersk vand, måske var den fra pirat tiden eller måske løb fantasien lidt løbsk. Det meste af vegetationen var buske, der var ikke mange palmetræer, som jeg havde forstillet mig. Tilbage på stranden hørte jeg Goos bruge tågehornet, signalet til at komme tilbage. Vinden havde taget til og bølgerne var kommet til denne side af øen, det var tid til at flytte mit flydende hus til et mere sikkert sted.
Under hele min mini ekspedition til øen, kunne jeg høre torden langt ude på horisonten og det var begyndt at komme nærmere og nærmere.
Det elektriske ankerspil hev ankeret ind mens jeg spulede ankerkæden for sand med højtryksslangen, og vi sejlede igen forbi med bankende hjerter, det sted hvor vi sad fast. Der var dog ikke noget at være bange for, af alle sejlere var vi nok dem der kendte lige netop dette sted, lidt for godt.
På dybere vand afprøvede vi hvor slemt det var at sejle mod bølgerne, men det var lidt for meget, så vi vendte skuden for at søge ly.
Horisonten var blevet ekstrem mørk og vi kunne se lynene slå ned fra himlen. Vi ville ikke kunne nå at komme væk fra denne vejrfront, så der var intet andet at gøre, vi måtte se hvad dette lille uvejr ville bringe. På vores fastlagte kurs sydøst indhentede vejret os på 20 minutter. Det startede med lidt regn, ikke noget man lægger mærke til når man kommer fra Danmark, men så skete der noget, som ville få Voldborgs manglende hårpragt til at stå stik nord.
Vinden tog til og blev meget kraftig, vi takkede os selv for ikke at have hejst sejlet, for så havde vi haft et problem med at få det ind igen.
Regnen piskede ned mens vi prøvede at søge ly under sprayhooden, men vi blev våde alligevel. Hele tiden skulle vi holde øje med vindretningen, for at holde skibet mod vinden. Lynene braget ned over det hele, efterfulgt af et tordenbrag på størrelse med Rundetårn.
Omkring 15 minutter senere, efter himmel og hav i bogstaveligste forstand, havde været i et, stoppede regnen så småt men lynene blev ved. Forgæves prøvede jeg, at få tankerne væk fra stakkels Toni fra England, som lå med sin båd i Titusville. Hans båd var blevet ramt af et lyn i noget af det samme vejr for et par år siden.
Selvom det ikke hjalp det fjerneste, kneb jeg øjnene sammen og trak hoved ned mellem skulderne hver gang et lyn slog ned og braget kom.
Vinden døde lidt men det blev ved med at lyne. Når et lyn slår ned, indikerer braget hvor langt væk det var. Hvert sekund efter lynet, er omkring 300 meter væk.
Jeg kunne se hele striben af lynet og braget kom på samme tid, det var under 300 meter væk og lige lidt for tæt på.
Tordenstormen var blæst lidt væk, men vi havde ingen anelse om hvor langt vi var fra øen vi var sejlet væk fra. Ud af den dårlige sigtbarhed kom lige pludselig en kæmpe gul lampe, mit hjerte stoppede et par sekunder mens jeg holdt vejret, for så at finde ud af, at det var solen.
Jeg var ikke skræmt på noget som helst tidspunkt under hele dette scenario, nærmere målløs over hvor små vi mennesker egentlig er, når naturen tager over.
Solen var ved at gå ned, og sendte det hele i den flotteste sepia farve jeg nogen sinde har set. Lynene blev ved, men drev væk fra os. En gang i mellem var lynet over hele himmelen. Jeg stod med hagen på brystkassen, de mest utrolige farver jeg har set naturen lave, udspillede sig for mine øjne.
Gennem hele natten kunne vi se denne brutale vejrfront på horisonten.
The Exuma Sound i Bahamas, er ikke andet en kæmpe sø beskyttet af øer hele vejen rundt, men det var der lige nogen der havde glemt at fortælle vandet. Vi rullede frem og tilbage, og hvis min mor havde været med, havde der med stor sandsynlighed været en som var grøn i ansigtet af søsyge.
Den nat sov hverken Goos eller jeg, så meget og det resulterede i en del tanker omkring dette eventyr. Var det det rigtige at købe en sejlbåd?
Næste dag ankrede vi i en bugt med turkis grønt vand igen. Vi kunne slappe fuldstændig af et par dage før næste tur ned til Den Dominikanske Republik.
Efter 2 måneder og 3 dage uden et eneste dyk, var det på tide at prøve en af de 6 dykkerflasker jeg havde erhvervet mig. Jeg elsker at dykke, og brugte 88 minutter omkring de samme sten med koraller på i 5 meter vand.
Fantastisk at være under vand igen, og så fra ens egen båd.
Sejlturen ned til Den Dominikanske Republik, var rigtig hård. Bølgerne nåede omkring 3 meters højde og vinden var utrolig stærk. Vi vores store held, som fandeme også var på tide, var vind og vejr med os. Det havde set noget anderledes ud hvis vi skulle den anden vej.
For første gang prøvede jeg min fiskestang, og efter 4 timers venten, fangede jeg sgu en 50 cm barracuda. Goos og jeg smilede over hele femøren, da vi hev den op på dækket, hvad skulle vi nu gøre?
Aldrig før har jeg renset en fisk, jeg mener, jeg er et bymenneske og hvis jeg vil have fisk, åbner jeg en dåse tun, så simpelt er det.
Omgivet af en duft, som mere eller mindre høre hjemme på en fiskefabrik i Nordjylland, fik jeg dog to store barracuda bøffer ud af det.
Hvilken fornemmelse at fange sin egen mad, og derefter tilberede den.
Resten af natten var en af de slemme med høje bølger og stærk vind, men igen var det i vores favør.
Ankomsten til Den Dominikanske Republik var kærkommen, og der var ikke de helt store problemer med hverken tolden eller immigrationsmyndighederne. Vi fik en plads i den noget hærget havn i Puerto Plata, lige op af en eller anden gammel rusten fiskeskude, men på det tidspunkt var vi total ligeglade, bare vi kunne slappe af og drikke et par øl eller hundrede.
De fleste mennesker tænker sikkert, at dette må være livet, sejle fra ø til ø og jo, det er super fedt, men der er også mange hårde tider. Heldigvis vejer de gode tider dog mest på vægten.
Verden kan se ud som et, men være noget helt andet. Prøv bare at hælde kaffe i toilettet….
