Klein Curacao, Netherlands Antilles, onsdag 4. april 2007
Kristine, som skulle sejle med mig et par uger, var kommet for nogle dage siden og vi havde sejlet fra Curacao til Klein Curacao, der ligger 13 sømil.Den første dag havde vi fordrevet tiden med et dyk og ellers slappet helt af med et par øl og hvordan man nu ellers slapper af.
Godt trætte sad vi og hang i cockpittet og besluttede at gå i seng. Jeg ramte lige hovedpuden med krydderen og faldt i en dyb søvn.Næste dag vågnede jeg klokken 7 om morgenen, trods det var min fødselsdag. Normalt ville jeg enten have tømmermænd fra dagen før eller sove rigtig længe og gerne de to ting sammen.
Vi spiste morgen mad i cockpittet, drak kaffe og sad og sludrede lidt. Min mor ringede på mobiltelefonen, som sært nok havde dækning på øen. Der var ikke gået 10 minutter fra min mor havde lagt på med et, pas godt på dig selv, til min far ringede. Det var rigtig godt, at høre fra dem begge. Ved 10-tiden hoppede vi i vandet, iført fuldt dykkerudstyr og brugte en times tid under overfladen i selskab med koraller, fisk og en sigtbarhed på omkring 20 meter.
Frokosten blev nydt i fulde drag, omgivet af turkist vand og en hvidsand strand i baggrunden. Hver gang jeg kiggede ud på vandet, blev jeg overrasket over hvor flotte farverne var. Mange sandstrande har mit øje beskuet, men denne var helt sikkert i top 10.
Vi tog dinghyen ind til Klein Curacao og gik en tur, denne gang uden problemer i brænding. Vestkysten af Klein Curacao er belagt med sandstranden mens østkyst er meget mere barsk og hele øen er ikke over 1 meter over havoverfladen. På østkysten var der en masse drivtømmer samt plastflasker og sandaler. Lidt længere oppe af den 2 kilometer lange kyst kunne vi se et eller andet hvidt og jo nærmere vi kom, jo mere gispede det i hjertet på mig, det var en sejlbåd der havde ramt klipperne. Synet var virkelig frygtindgydende og selv om solen stegte os, tog jeg hatten af, af en eller anden grund, måske for at vise min respekt, jeg skal ikke kunne sige det men det føltes helt naturligt.
Ankeret var det samme som sad på Solitude og sad stadig på vraget, nogle af sejlene var taget af og lå på klipperne så bølgerne ikke kunne få fat i dem. Rundt om det lå en masse ting, blandt andet en oppustet redningsbåd. Jeg sagde til Kristine, at jeg håbede jeg aldrig ville se sådan en igen. Tanken strejfede mig, om der var nogle ting som jeg kunne bruge, men jeg rørte ingenting, det ville bringe uheld og desuden kan man ikke bare tage ting, det tilhørte jo en eller anden person.
Jeg tog kun meget få billeder og havde samme følelse, som da jeg tog billeder af de døde mennesker i tsunamien, vis dog lidt respekt!
Jeg forsatte op af kysten med en følelse af frygt, stakkels personer som havde ramt de klipper. Hvad fanden ville jeg selv gøre i sådan en situation? Tankerne fløj lidt rundt i hovedet på mig mens en stort vrag blev større og større. Det havde en gang været et fragt skib, men var meget rusten nu og havde overhovedet ikke samme frygtindgydende spøgelse hængende over sig, som det første vrag af sejlbåden.
Lidt oppe af kysten, lå endnu en vrag af en sejlbåd, det så dog meget forladt ud og havde nok ligget der et års tid. Følelsen af frygt kom tilbage men ikke så kraftigt som ved det første vrag, som stadig havde et spøgelse hængende over sig, hvorfor vidste jeg ikke endnu.
På midten af den 500 meter brede ø, ligger et fyrtårn som ikke er i brug mere. Jeg gik op i selve tårnet for at se udsigten. Tårnet var ikke så råddent, som selve bygningen hvor stort set alle gulvbrædderne var væk.
Udsigten var fantastisk ud over Klein Curacao og alt havde været perfekt, hvis det ikke lige havde været for den mørke og meget ildelugtende lort, der lå og gloede på mig. Solen havde også lige ramt plet, så jeg vil regne med at temperaturen i midten af denne hørmende gang afføring, ville svare til en “well done” bøf.
Ret hurtigt fik jeg skudt nogle billeder og forlod tårnet.
Turisterne var på vej væk fra øen igen og blev stuvet ud i en gummibåd og sejlet ud til en større båd. Kristine svømmede ud til Solitude, mens jeg gik rundt og tog de sidste billeder af ting og sager. Under et af de 4 halvtage på stranden hang en masse tøj og andre ting. Dagen før havde vi set et par personer gå rundt inde på stranden og havde opfattelsen af, at de var fra båden lige ved siden af Solitude og eneste anden flydende sejlbåd på øen. I min jagt på et billede, gik jeg lidt tilbage og kunne se spøgelsesvraget igen. Hold kæft hvor var det synd for de personer, der ejede skibet. En kvinde kom meget stille gående fra vraget men jeg tænkte ikke videre over det og forsatte med mit kamera. Jeg fik et chok da kvinden lige pludselig kravlede op under halvtaget med alt tøjet hængende og alle tingene og jeg gik over og spurgte, om hun boede her. På grænsen til at bryde ud i tårer, svarede hun nej og jeg spurgte om hun var fra sejlbåden ved siden af min båd. Jeg kunne se hun havde grædt og endnu tættere på grænsen sagde hun, at hendes båd lå ovre på klipperne mens hun pegede på spøgelsesvraget. For satan, hvad skulle jeg sige eller gøre…. Jeg sagde at, jeg var meget ked af det og om der var noget jeg kunne gøre for hende, men der var ingenting at gøre. Jeg havde lyst til at give hende et knus og spørge ind til hvad der var sket, men lod være. Hvad historien nu ville være, ville nok ikke hjælpe hende ret meget og desuden var jeg bare en eller anden tilfældig forbipasserende person. Jeg vidste selv hvordan det var, når man havde været igennem noget lort og ikke havde lyst til at fortælle alle og en hver om det.
Med en klump i halsen sagde jeg, at hvis der var noget jeg kunne gøre, skulle hun bare råbe ud til mig på min sejlbåd.
Lettere nedtrykt slæbte jeg dinghyen ned i vandet og sejlet ud til Solitude.
Curacao, Netherlands Antilles, lørdag 21. april 2007
Min fødselsdag den 4. april var en jeg sent skal glemme, synet af det forliste skib havde printet sig ind i min hjerne og havde tænkt sig at blive hængende.
Jeg kunne stadig få hjertet til at springe et slag over, hver gang jeg tænkte på den græde færdige kvinde, omgivet af hendes tøj og ting.
Hvad fanden kunne være gået så galt?
På Bonaire havde de også hørt om den forliste sejlbåd, men viste heller ikke hvad der var sket. Jeg hørte fra en anden sejler at de forliste dagen før vi kom til Klein Curacao, det vil sige den 3. april.
Jeg lå for anker i Spanish Water på Curacao, en god bugt med masser af andre sejlbåde og andre sejlere med historier fra de varme lande. Når der var “happy hour” på Sarifundy’s, et vandhul for søens folk, kom alle fra deres sejlbåde ind med deres historier, det var fantastisk at høre på de gamle søulke, hvor historierne sikkert blev bedre med årene. For det meste lyttede jeg kun, men det var med stor interesse fra andre, når jeg fortalte om min tur fra Florida. De fleste andre sejlere var fra 50 år og op efter, så når baren var fyldt, var jeg den yngste.
Det var ikke “happy hour”, men jeg sad alligevel i baren på Sarifundy’s og drak et par øl. Nogle af mine venner, der boede i et hus omkring Spanish Water, kom forbi og vi drak et par øl mere, da en kvinde og en mand, kom gående forbi og satte sig ved et bord. Hun virkede bekendt, men der gik et par sekunder før mit hjerte sprang et slag over og hjernen frøs, det var kvinden fra den forliste sejlbåd jeg havde set på min fødselsdag.
Jeg gik ned til bordet og undskyldte jeg afbrød deres samtale. Manden sagde straks, at det ikke gjorde noget og jeg skulle sætte mig. Forsigtig spurgte jeg, om det var dem, der strandede på Klein Curacao bare for at være sikker jeg ikke brølede den 100 procent. Deres blikke faldt ned på bordet da de sagde, at det var dem. Jeg spurgte om de skulle bruge hjælp til at hente ting og sager fra øen, men de havde bjærget alt hvad der var værd at bjærge og havde fået sejlet det til Curacao.
De virkede begge glade og som om de var kommet over den grimme hændelse. Jeg kunne se i kvindens øjne, at hun smilede og mente det, hun kunne tilmed huske mig fra Klein Curacao og Solitude med det danske flag. De var begge fra Frankrig og talte rigtig godt engelsk.
(jeg har altid sagt til min mor, som elsker Frankrig og taler perfekt fransk, at franskmænd er nogle arrogante mennesker, der kun tænker på sig selv og nægter at tale andre sprog end fransk. Når jeg møder franskmænd som disse to utrolig varme mennesker, glæder jeg mig til at fortælle min mor, at det ikke er alle franskmænd som er arrogante, de er faktisk mere venlige end andre nationaliteter.)
Med ro i sindet spurgte jeg indtil hvordan de var endt på klipperne.
Manden fortalte, at de havde været 4 personer ombord, to passagerer, kvinden og ham selv. Han havde været syg og blev nød til at lægge sig ned i sin kahyt. Det var temmelig mørkt den nat, selv om det var fuldmåne, de havde været to i cockpittet og styret efter kompasset, hvilket også var fint nok, men de havde glemt at holde øje med søkort og GPS. Man kan følge en kurs på kompasset perfekt, men hvis man hele tiden bliver skubbet lidt til en af siderne, skal man huske at kigge på GPS’en. Ud af ingenting havde der lydt et kæmpe brag, og i det sekund viste alle fire den var gal.
Manden havde sagt til de 3 andre, de skulle finde sko eller støvler så de kunne forlade skibet. Et af sejlene blev oppe så de blev på klipperne, allerede i disse sekunder, kunne han se at det var for sent at redde skibet.
Alle 4 blev reddet uden skrammer og de næste par dage brugte parret på at redde hvad der kunne reddes og det var der jeg mødte kvinden.
Som jeg havde hørt på Bonaire, at de var forlist den 3. april passede ikke. Med latter i stemmerne på dem begge fortalte de, at det var den 1. april det var sket, en temmelig dårlig joke.
Med en af de varmeste følelser jeg har oplevet hos andre mennesker fortalte manden, at netop i dag havde han købt en ny sejlbåd og ville forsætte eventyret. Forliset var bare et bump på vejen og heldigvis var de stadig i live. Endnu en gang spurgte jeg, om der var noget jeg kunne gøre for dem og svaret kunne ikke være bedre.
Manden og kvinden grinede og sagde, at jeg kunne komme og besøge dem på deres nye båd om et par dage…
En underlig form for lettelse omgav mig, da jeg gik tilbage til baren og mine to venner, det var så godt at se kvinden være ved godt mod igen, helt utroligt de ville forsætte med at sejle og nægtede at give op!
Efter denne samtale mødte jeg dem op til flere gange og så sågar deres nye sejlbåd. Deres plan var atforsætte i Caribbean en sæson endnu, måske tage ned til Venezuela eller Colombia, så mon ikkeder er en lille chance for at møde dette fantastiske levende par, Joe og Anne.....?
frygtindgydende spøgelse hængende over sig, som det første vrag af sejlbåden.
