Sikkerhedskontroller, ja det er rigtig godt de er i lufthavne, men skal der være en når man lige er landet i Amsterdam og så en igen når man skal videre fra Amsterdam, udover den man lige var igennem i København....? Man føler sig i hvert fald tryk, nå man lænder sig tilbage i flysædet.
Terroristerne er nået rigtig langt, det må man gi dem, men så for de fandeme heller ikke mere.
Uheldigvis valgte jeg også lige den dag, hvor EU havde bestemt, at man kun må have 100 ml væske med i håndbagagen, og af uforklarelige årsager, skulle man lægge den ned i en lille gennemsigtig plastikpose. Panserplastik er ikke noget jeg har hørt eller læst så meget om, men hvis EU mener at en lille bitte frysepose kan stoppe en sprængfarlig væske, der kan få en jumbojet til at falde til jorden, så lad dog bare millioner af mennesker putte deres personlige toilet grej ned i denne famøse pose.
Tanken kan ikke undgå at falde på et eller andet geni, der lige har købt lidt aktier i en tilfældig plastfabrik i Polen, og tilfældigvis sidder på en høj stol i EU.....
Det tog omkring 21 timer at komme frem til Curacao, men så var jeg her osse. Jeg havde temmelig meget i overvægt, på grund af dykkerudstyr, så for ikke at drage for meget opmærksomhed, havde jeg ikke bedt om en vinduesplads. Og når man ikke gør det, så for man en midter plads. Jeg var dog taknemlig over ikke at skulle betale for alt det overvægt jeg havde med.
En hollandske kvinde satte sig ved siden af mig, og vi talte om alting og ingenting hele vejen, kun afbrudt af Pirates of the Caribbean, Dead Mans Chest.
I lufthavnen blev jeg mødt af en lille håndfuld venner, som alle stod med klap for øjet, piratflag og skrålede ”AAARRRRGGGHHHH”, det internationale piratråb der kan bruges i alle sammenhæng.
Godt træt og efter jeg havde sagt tak for turen til den hollandske kvinde, kørte vi hjem til Graham og hans kone Helle fra Danmark, som bor et lille stykke fra Willemstad i et stort hus med svømmepøl.
8 øl, lidt kylling, lidt mere spareribs og kartofler, gik jeg helt smadret i seng.
Lidt morgenmad og en tur i svømmepølen gjorde underværker. Graham og jeg kørte ud for at se på et nyt dykkerspot, han havde fundet på nordkysten af øen.
Man skulle ned i en naturlig pool, dykke ned på omkring 10 meter, og 30 meter gennem en 2 gange 3 meter tunnel, ud i det åbne hav. Graham var helt klar på at prøve dykket med det samme, men jeg var for træt og det krævede lidt mere planlægning, ikke mindst mentalt.
Min hollandske kammersjuk, der ved et og andet om at sejle, mødte jeg nede ved The Dive Bus shoppen. Glade for se hinnanden igen og fuld af gåpå mod, sad vi og drøftede muligheder, ideer og ruter. Sejlbådsprojektet var for alvor ved at tage form, og Goos var mere end klar på udfordringen.
Torsdag og resten af november måned skulle jeg hjælpe til i dykkershoppen, mest med at tage billeder af dykkergæster og prøve at sælge billederne bagefter, men også en del som instruktør.
Fandt også et værelse hvor jeg kunne bo, tæt på dykkershoppen og tæt på Punda i Willemstad (Punda er den ene del af Willemstad, den anden hedder Otrobanda).
Ikke noget prangende, væggene var lyserøde og der var ingen møbler, så jeg skulle finde en madras og måske et bord og en stol. Karl, som lejer hele huset kommer fra Tyskland og har boet på Curacao i 7 år. Han står også på skateboard, så sidste gang jeg var her, faldt vi lige i hak. Desuden skal jeg kun bo der i max to måneder, og hvis man læser lidt nærmere, minder det om der jeg lige har boet på Amager. Der mangler dog en røvfuld vin, hvide vægge og et styks Webbie. (Tak for husly Thomas, det var fandeme sjovt!!!)
Alt i alt er det rigtig godt at være tilbage på Curacao, og som skrevet tidligere er jeg kommet et lille skridt nærmere den ultimative frihed.
