Øen er utrolig tør, man finder ikke mange grønne områder, og man kan undre sig over, hvad hollænderne skulle med en ø uden drikkevand. Senere fandt jeg ud af, at det havde været en mellemstation for den omfattende slavehandel, der var foregået i området. Det forklarer også, at de fleste lokale ligner afrikanere ligesom på mange af de andre øer i Caribbean.
De lokale taler alle hollandsk og et sprog, der hedder papimento, som er en blanding af engelsk, spansk, hollandsk og nogle lokale sprogstammer fra Afrika. Derudover taler de fleste engelsk og spansk.
Den meget farverige hovedstad, Willemstad, er delt op i to, adskilt af en kanal, der fører ind til et stort olieraffinaderi. Der er konstrueret en flydende bro, så man kan gå mellem Punda og Otrobanda, de to dele af byen. På hele øen bor omkring 160.000 mennesker. Den største indtægtskilde er turisme, især de store krydstogtsskibe, der lægger til 3-4 gange om ugen fyldt med amerikanere, der ikke er blege for at lægge en stor sum penge i Curacao-kassen.
Kakao, hvor skal du hen?
Min ven havde ikke hørt om øen, der ligger i det sydlige Caribbiske Hav klemt inde mellem Aruba og Bonaire, 60 kilometer nord for Venezuela. Hvis jeg var blevet spurgt for en uge siden, ville jeg nok også have lignet et spørgsmålstegn, der kløede sig i nakken. Jeg var taget dertil for at besøge min ven Frank, som arbejdede som dykkerinstruktør hos dykkershoppen The Dive Bus.
Ret hurtigt blev jeg også ansat i samme shop, dels som dykkerinstruktør og dels som tømrer.
De første par uger boede vi 20 minutter i bil fra jobbet men var heldige at få fat i et hus lige på den anden side af bugten med dykkershoppen til omkring 4000 kroner per måned.
Dagene gik med at undervise eller køre dykkerturister rundt til de forskellige dykkerspots og guide dem rundt under vandet. En typisk dag mødte vi kl. 9 om morgenen og pakkede udstyr ud og hængte det op på bøjler i den lille butik.
Hver aften skulle vi pakke alting ned igen for som alle paradiser rundt omkring på jordkloden, er alting ikke perfekt. En smule langfingrede kunne man uden at overdrive godt kalde de lokale. Ejerne af The Dive Bus havde for eksempel haft indbrud to gange i deres bil og en gang i deres hus. Det perfekte paradis findes simpelthen ikke.
Når kaffen var brygget og tømmermændene fra dagen før havde fortaget sig, kom kunderne som regel til butikken, og undervisningen kunne starte. Hvis jeg ikke lige havde nogle elever, hjalp jeg enten Frank eller Mark, som er en af ejerne, med deres kunder. Ved 18-tiden begyndte vi at pakke sammen igen over et par ?l, som vi fik fra restauranten, som var tæt knyttet til shoppen. Frank og jeg tog vores udstyr med tilbage vores hus, vi lavede aftensmad hvilket var noget billigere og sundere end at gå ud og spise hele tiden, imens vi byttede løgnehistorier og drak et par øl. Livet i dette paradis var, for ikke at smøre for tykt på, temmelig let.
Dykningen omkring Curacao er selvfølgelig anderledes end i Sydøstasien, der er ikke så mange fisk og små kravl men sigtbarheden er helt utrolig. Når vi nogle gange dykkede ned omkring the Tugboat, et super spot med en lille slæbebåd, der ligger på 5 meter, kunne man se ned langs de lodrette vægge til bunden på 40 meter. Hvis sigten i Danmark lå på omkring 20 meter, ville man ikke få meget blod til fingrene, fordi man ikke kunne få armene ned, men på Curacao ville man skuffet vende tilbage til overfladen.
Lige ude foran dykkershoppen i Pierbaai Bay stødte man altid på Barracuda'er, Flying Garnard, Pufferfish, Moray eels, og en enkelt gang så jeg en rød søhest.
Porto Mari er et andet dykkersted med en fantastisk kridhvid sandstrand. Her var ofte en sigt på 30 meter, og et par gange så jeg Eagle Rays.
Christoffelberg, bjerget med en højde på svimlende 372 meter var jeg oppe af tre gange, og hver gang var jeg overrasket over udsigten. Det tager lige omkring en times tid, 2 liter vand og en gennemblødt t-shirt at komme derop men det er hele arbejdet værd.
Hvis man vil væk fra byen, kan man tage en tur op til nord kysten, som minder en lille smule om The Outback i Australien uden dog at være det. Vinden blæser konstant fra nord og ude ved kysten med de cirka 10 meter høje klipper, slør bølgerne ind på Curacao.
Der er et sted, hvor man kan surfe næsten hele året rundt. De 1 til 2 meter bølger bryder fornuftigt, men det eneste minus er nok, at det ikke er sandbund, så man skal lige passe på fødderne.
Hovedstaden, Willemstad har et væld af restauranter, der ligger fra omkring 30 kroner helt op til 500 kroner for en person. Barer og cafeer findes også i forskellige prislag og afskygninger. Internetttet er let tilgængeligt, og der findes sågar en cafe med wireless internet, hvis man er kunde. Det er dog ikke så svært at sætte sig i sin bil, der selvfølgelig er parkeret i skyggen, et stykke fra cafeen, tænde sin laptop og komme på det verdensomspændende net.
Hvis man går ud om aftenen, skal man som så mange andre steder passe på sig selv. Jeg var overhovedet ikke ude for noget som helst ubehageligt. Et par gange var der lokale, som spurgte, om jeg skulle have et lift hjem. I starten var jeg lidt betænkelig, men fandt ud af at det ikke var spor farligt. En enlig lyshåret pige ville jeg dog ikke anbefale at tage samme tur, men det ville jeg heller ikke i København.
Alt i alt en dejlig afkrog af verden, som bare venter på at blive opdaget.
