Billund står nok mest for Legoland, som var et sted man besøgte da man skulle have sit første kørekort som 10-åring, det ved alle, og når man skal ud og flyve tager man ud til Kastrup Lufthavn på nær lige denne gang, hvor vi skulle til Egypten for at dykke. Vi mødtes i dykkercentret Kingfish en tidlig torsdag morgen, ja det var så tidligt at man havde valgt at lukke Langebro på grund af vejarbejde, da jeg kom fra Amager. Klokken var 4 og alle 7 deltagers øjne hang en del mens der blev pustet ned i kaffekoppen.
Halv søvndrukne kørte vi mod Legolands hjemsted, Billund og fløj ned mod Hurghada i Egypten. Vi blev samlet op af to guider fra M/Y Rosetta, live-aboard båden vi skulle med og kørte ned mod Marsa Alam. Der blev sparet på briefingerne fra de to guiders side om hvor lang tid det ville tag, og hvad der egentlig skulle ske, men nu skulle turen jo ikke stå og falde med manglende oplysninger fra guidernes side så vi grinede bare af det og spurgte om de ting vi ikke vidste.
I Marsa Alam lufthavn skulle vi hente yderligere 11 deltager fra Holland, der viste sig at være rigtig flinke og turen kunne gå den sidste time ned til havnen og vores nye hjem de næste 7 dage, live-aboard skibet M/Y Rosetta. Igen manglede lidt oplysninger om fremtiden for os, og med en sulten mave blev folk lidt frustreret. Alt faldt dog på plads efter aftensmaden og en god briefing. Dykker udstyret blev sat op, alle glædede sig til at stikke krydderen under vandet i morgen, så trætte gik vi i seng.
Em, en kvinde fra Ungarn og en af tre dykkerguider bankede på døren kl. 7.30 næste morgen, jeg fløj lige frem ikke ud af sengen, turen i går havde taget godt på mig men en god gang morgen mad og højt humør ved bordet fik alle til at glemme strabadserne.
Egypterne opfandt i tidernes morgen beaukratiet og det medførte at vi lige skulle vente godt 2 timer på at få diverse tilladelser til at sejle mod Brothers, men endelig kom tingene på plads.
Første dyk vi skulle have ville være et check up dyk for som Anders en svensker og en af guiderne sagde, vi skulle lige vende os til det Rødehav. Uden at lyde alt for teknisk, var vi en flok kameranørder på tur, så alle sad og rodede med silikone, o-ringe og kameraer til den helt store guldmedalje. Anders smed så en død kat på bordet med ordene, på første dyk måtte vi ikke tage kameraer med… Vi kiggede på hinanden med skuffen ude og spurgte hinanden, hvad fanden vi så skulle lave under overfladen.
Vi var dog ikke så skuffede over det at nogen tog det tungt, og vi grinede bare og sagde, sådan er DET!
Dykket går nok ikke over i logbogen som det bedste dyk nogensinde, men alle fik testet, om der var nok bly i lommerne, om den nye våddragt var i orden og om BCDen var ok, så når alt kommer til alt var det nok en god ide og derudover så vi ikke noget interessant som var værd at tage billeder af, heldigvis kan man vel tilføje. Når det er skrevet, så var det fandeme rart at komme i 28-grader varmt vand, det for Lynetten nok svært ved at hamle op med.
Når man er på live-aboard laver man stort set ikke andet end at dykke, bytte røverhistorier og spise, så lige så snart vi havde smidt udstyret og blevet nogenlunde tørre, stod der igen mad på bordet. Livet på en live-aboard er lige til at leve med….
Andet dyk skulle foregå et stykke fra det første, i høj solskin og lidt bølger der fik de knap så søstærke til at blive en smule blege i ansigtet, sejlede vi til Abu Dabab Reef. Fulde af forhåbninger steg kameranørderne i den lille Zodiac og forlod moderskibet. Jeg havde testet mit splinter nye kamera ved at sænke det i en balje vand og taget nogle billeder på overfladen, men da vi hoppede i vandet ville det selvfølgelig ikke fungere. Desuden mindede dykket ret meget om det første dyk i dag, endnu et der ikke gik over i historiebøgerne, frustrationen over mit kamera havde også en del at sige om dette dyk. Vi fandt en Moray Eel og en større stime små fisk svømmede lige forbi os.
Tilbage på båden fik jeg ordnet mit kamera så det virkede igen, men fandt aldrig ud af hvad fejlen var. Endnu et par løgnehistorier skiftede ejermænd, og vand og andre læskedrikke blev indtaget, mens vi ventede på natdykket. En del fra vores gruppe ville springe dykket over, da de havde fået hovedpine af de første par dyk. Sikkert fordi manglende søvn meldte sig, men måske også fordi der var en del diesel os i luften mens de fyldte dykkertankene.
Nat dykket nærmede sig og spændte af forventninger, tog for 3. gang i dag tog vi vores udstyr på. Kameraet virkede tilsyneladende igen uden problemer, så Jan og jeg hoppede i vandet. Der skete dog ikke så meget på dykket, et par store Surgeant fisk svømmede rundt på revet og først til sidst, da vi dykkede tilbage til skibet skete der lidt. En barracuda blev fanget i vores lyskegler, stod lidt stille for at se hvad fanden vi lavede der, og skød så forbi os med lysets hast. På båden var monteret et par lys som skinnede flot gennem vandet, og i det lys kæmpede en stime sardiner for livet, skarpt for fuldt af tunfisk. Mit kamera var selvfølgelig frosset igen… typisk når man får nyt legetøj.
Et bad og aftensmad gjorde underværker efter dykket, de sidste ting og sager skulle lige diskuteres gruppen i mellem, i morgen ventede den helt store oplevelse ude ved Brothers Island.
Gennem hele turen til Brothers Island sov jeg, men andre fra gruppen havde ikke været lige så heldige, det havde gynget en del, så de ikke kunne sove.
Klokken 6.30 stod vi i vores dykkerudstyr, efter en skræmmende briefing hvor der blevet lovet stærk strøm. Det afskrækkede dog ikke så mange, så vi hoppede ned i den lille Zodiac og sejlede hen til drop zonen. Vi havde fået at vide at det skulle være negativt nedstigning, men det er lidt svært når man har haft en smule bøvl med ørerne. Som den eneste kunne jeg ikke stige direkte ned, og det ene sekund kostede dyrt. Jeg mistede gruppen i mit håbløse forsøg på at sparke mod den stærke strøm og gik op til overfladen igen. En anden gruppe fra vores båd var på var ned, så jeg fik lov til at dykke med dem. Mine ører var ok hvis jeg tog min tid, men strømmen var stadig stærk. Efter 4 minutter under overfladen, dukkede der 3 Grey Reef Sharks op og passerede os på 10-15 meters afstand. Yderligere to kom et par minutter efter efterfulgt af en hammerhaj, men den var ude i det blå og jeg kunne ikke rigtig se den, intet flueben ud for hammerhajen i hajbogen endnu.
Mit kamera virkede rigtig godt i alle 10 minutter så gik det gud hjælpende kold igen, jeg havde allermest lyst til at smide det fra mig, trods det ene billed af en grå rev haj, og det var nok derfor jeg beholdt kameraet.
Godt sur over mine ører, kamera og måden jeg var blevet væk på, kravlede jeg tilbage i en Zodiac, de andre blev hentet lidt efter og vi sejlede tilbage til moderskibet.
Mit hjerte ville rigtig gerne ud og dykke igen, men ørerne var meget i mod det, så efter hjernen havde mæglet lidt mellem parterne og fundet det bedst at springe næste dyk over, blev min krop på skibet. Hjernen lovede dog hjertet at give det endnu et forsøg på 3. dyk til eftermiddag.
Chips, kaffe, vand og endnu en omgang i ringen med mit kamera, fik tiden til at gå hurtigt.
Dagens sidste dyk og mit andet, nu skulle det bære eller briste. Vi hoppede ned i Zodiac’en i fuld dykkergear, plus kameraer. Lavede igen negativ nedstigning og denne gang kunne jeg trykudligne hele vejen ned, smilet var svært at skjule. På omkring 30 meter kom der, takket være de højere magter, en hammerhaj stille og roligt svømmende under hos. Kameraet kunne ikke rigtig fokusere, men hvad gør det når det er den første hammerhaj man ser…
Alle var vist mere eller mindre euforiske over mødet med den mærkelig formet haj. Vi blev et stykke tid ude i det meget blå ingenting, mens vi prøvede at finde nogle flere store fisk, men heldet var ikke med os, men hvad gør det når man lige har spottet sin første hammerhaj….
Resten af dykket forgik i stille strøm langs væggen, hvor jeg fandt 5-6 pipefish i forskellige størrelser. Mit kamera virkede også for første gang og mine ører fejlede ingenting.
Man kan have en række dårlige dyk, og virkelig hade dykning. Et par gange har jeg været rigtig træt af det og skulle have en lang pause, men når man har bare et godt dyk ud af mange, så elsker man det igen, med hele hjertet.
Tilbage på båden drak vi et par øl, det skulle jo fejres at vi havde set vores hammerhaj. Som på de fleste live-aboards, bliver billeder analyseret og behandlet på diverse bærebare computere om aftenen, indtil man ikke kan hænge sammen mere og går i seng ved 21-tiden.
Endnu en banken på døren og det var blevet morgen igen, klokken var 6 da jeg med en kop kaffe gik op på øverste dæk for lige vågne. Dykkergrejet blev taget på igen og vi sejlede ud i gummibåden, og blev kastet af. Ørerne havde igen problemer, men det gik lige an. Vi så 3-4 grå rev hajer og et par tunfisk, idet vi drev langs den lodrette klippe. Mod slutningen af dykket og på sydsiden af øen befandt der sig en masse barracudaer, og endnu flere dykkere. På et tidspunkt, da mit kamera alligevel ikke virkede, talte jeg 25 dykkere der alle pegede ud i det blå mod en forbi passerende grå rev haj, der ikke ville ind til alle os underlige fisk.
Jeg havde forstillet mig at Brother Islands var et sted, man kunne dykke for sig selv, men det virker som om det er blevet opdaget af masserne.
Endnu et rigtig godt dyk på Little Brother var i logbogen, jeg havde dog presset mine ører så meget, at der var lidt blod i spyttet bagefter, og af den grund sprang jeg næste dyk over.
Tiden på båden gik med at tage nogle billeder, og behandle dem lidt i fotoshop. De andre kom op fra dykket jeg sprang over, og var temmelig skuffet. Ingenting var der at se ud over en masse andre dykkere. Mere eller mindre lettet over jeg ikke var gået glip af noget, var jeg glad for jeg havde overværet det massive opbud af andre dykkere.
Dagens sidste dyk, ørerne føltes udmærket og kameraet virkede tilsyneladende igen. Vi blev sat af på østsiden af øen, ørerne gav mig lidt problemer men jeg klarede den ned til 30 meter. Efter 15 minutter kom der til alles helt store glæde, en Thresher haj yndefuldt og ubesværet, svømmende forbi. Alle var helt oppe og kører, selv om den passerede cirka 10 meter under os, kunne man tydelig se den lange hale. Den var dog for dybt nede til at tage nogle billeder af den. Jeg havde taget lidt billeder uden blitz, og besluttede at tænde for den. Lidt efter gik kameraet kold igen…. Jeg var mildest talt rasende men igen, hvad gør det når man lige har set en Thresher haj.
Alle var glade tilbage på båden, da solen ramte horisonten og langsomt tog månen magten på himlen.
Der er som regel altid en god stemning efter en lang dag med dykning på en live-aboard, og dette var ingen undtagelse. Vi spiste, så billeder, drak et par øl og talte om hvor vi skulle dykke de sidste par dage. Trætheden meldte sig og det gjorde det heller ikke bedre, at vi havde sagt ja til at se en egyptisk film der var rigtig sjov, det mente dem der arbejdede på båden i hvert fald. Jeg rodede med mit kamera udstyr, fandt fejlen der frøs kameraet hele tiden, og listede forholdsvis ubemærket, når man har favnen fuld af ledninger, batterier og en bærebar computer, ned mod min kahyt.
En begivenhedsrig dag var overstået, i morgen var det et farvel til Little Brother og over til Big Brother hvor vi, hvis gud vil og ørerne holdt, skulle dykke tre dyk.
“Good morning”, klokken var 6 igen, klokken 6.45 havde vi fået en briefing og sad i zodiac’en med dykkergearet på. Der var varslet en del strøm men da vi svævede ned mod dybden og vraget af Aida, var der intet, hvilket var rigtig godt for mine ører. Det var et stille og roligt dyk med en Napoleon fisk der meget venligt, poserede foran vores kameraer. “Har du billeder af den?”, nej det havde jeg ikke, men jeg så, som den eneste en grå rev haj lige ved vraget, ingen andre troede på mig.
En times overflade interval og lidt morgenmad, og så stod vi i fuld dykker gear igen. På andet dyk skulle vi over på nordsiden af Big Brother Island, og her var korallerne betydelig flottere. Vraget af Nubiens, ramte vi først men det stak alt for dybt til at se det hele. Til sidst på 7 meter vand var der en skildpadde som spiste af korallerne, alt i alt et rigtig godt dyk.
Ind i mellem nummer to og tre dyk, fik vi en tur ind på Big Brother Island. Udsigten ud på diverse live-aboard både var fantastisk, man kunne komme op i fyrtårnet hvor udsigten over koralrevene omkring øen var utrolig. Der blevet taget selvfølgelig taget en masse billeder. Tankerne gik til de egyptere der var udstationeret af hæren, på øen. Det må være en af de mindre attraktive arbejdspladser i Egypten. For at få en ekstra indtægt, solgte de t-shirts til 10 euros.
Tredje og sidste dyk på dagen, mindede meget om det andet, men strømmen vendte mens vi havde briefing, så vi drev fra broen på sydsiden om til nordsiden. Endnu et godt dyk var overstået, og jeg var blevet en del klogere på mit kamera. Hele dagen havde budt på godt vejr, solskin fra en skyfri himmel og næsten ingen vind der resulterede i ubegribelig havblik.
Om aftenen forlod vi Brothers Island og sejlede tilbage mod Marsa Alam i den stille nat.
Klokken 7 lå vi igen på 12 meter vand og prøvede at finde Dugongen, koen en eller anden havde besluttet skulle leve i vandet, hvilket var meget uforstående overfor dugongen…. Vi fandt den desværre aldrig på de to dyk vi havde i den lille bugt. I dens fraværd fandt vi dog et par Guitarfish og 4-5 skildpadder med Remoros eller suckerfish på sig. De to dyk var meget anderledes dyk end revdyk, bunden var dækket af søgræs og intet andet. Der kom dog nogle rigtig gode skud i kameraet og jeg blev mere og mere bekendt med det.
Kokken havde virkelig gjort noget ud af aftensmaden, ikke fordi det havde været dårligt de andre dage, men der var sat lidt lys i den stakkels barracuda. Godt var det, det kan man ikke tage fra nogen. Jeg havde fået redigeret dagen fotos og sad ovenpå med en øl i hånden, da besætningen valgte at sætte musik på og danse rundt. Det hollandske hold der var med på turen, deltog med stort velbehag i festivitasen, mens 65% af danskerne, måske lidt for hurtigt, fandt deres køjer og andre gemmesteder. De to guider, Em og Anders var heller ikke til at spotte nogle steder. Ud af de 65% danskere, var jeg en af dem. I morgen skulle det helt store slag stå, Elpinstone skulle dykkes og hvis vi var heldige ville der være, ikke helt ufarlige Oceanic Whitetip Sharks….
Epinstone viste sig fra sin pæne side med ikke for meget strøm, men når strømmen falder, bliver hajerne også væk. Og da der lå omkring 14 andre både omkring det 150 meter lange smalle rev, var der cirka 200 andre dykkere i vandet. Det mindede mest af alt om hovedbanegården i juletid, under os var der en gruppe dykkere, over os var der dykkere, så gør det det lidt svært at undgå bobler på billedet og få foreviget den stille verden under overfladen.
Et utroligt smukt lys på lavt vand, gjorde ikke dykket dårligt men det kunne godt lige være krydret med et par hajer men som altid, vi er i naturen og den har valgt aldrig at komme til tiden. Et par rigtig gode skud kom dog ned på memory cardet i kameraet, så skuffelsen var ikke særlig stor over de manglende hajer.
Med de sidste dyk i Rødehavet omkring Elpinstone, var oplevelsen af det nærmeste koralrev på Europa, endnu engang god, men alt tyder på man skal mere og mere syd på i kraft af den massive dykkerturisme, der rammer Egypten hvert år. Rødehavsdykning er en kæmpe industri som vokser og vokser.
En uoverensstemmelse og lidt forvirring mellem en af ejerne, gjorde at vi ikke kom op til Hurghada, men skulle overnatte på skibet i Marsa Alam havn. Der blev endnu en gang byttet historier, set og redigeret billeder og spist. Mætte af mad og oplevelser, og med et par øl inde for vesten, gik vi til køjs. I morgen skulle vi hjem til København og frost grader.
Turen hjem var temmelig hård og indbefattede en 3 timers bus tur til Hurghada, to en halv time gennem den fuldstændig kaotiske lufthavn, 5 timers flyve tur tilbage til hjemstavnen for Legoland, Billund og 3 timers køretur til København, men så var vi også hjemme.
Kontrasten var ikke til at skjule, 30 grader, blåt hav og den uendelige ørken i baggrunden, blev skiftet ud med frost grader, brosten og en sovende købstad, men oplevelseskontoen var endnu en gang i plus.
Deltagerne på denne tur gjorde sit til den positive oplevelse, ingen sur miner og negative indslag, en stor tak til Lone, Ole, Jørn, Benjamin, Kenneth og Jan.
