Trellis Bay, British Virgin Islands, fredag 23. marts 2007
Jeg havde fået nok af Tortola og Roadtown, for tredje dag i træk havde Solitude rullet som en gal, når bølgerne ramte skroget. Endnu en søvnløs nat var overstået og jeg gav byen en sidste chance, tog dinghyen ind til marinaen og gik lidt rundt, men den manglede stadig sjæl eller også var jegblevet forvent med små hyggelige gader og barer, som tilfældet var på St. Croix.
Nordmændene jeg havde mødt fra Meadow, var taget videre på deres tur. Vi havde været ude og drikke et par øl, et par dage i træk, så måske var det meget godt for leveren at de var taget videre, så der var ikke så meget tilbage i Roadtown jeg ville savne.
Klokken 14.30 var jeg stadig lidt i tvivl om jeg skulle tage af sted mod nye øer, men endnu engang rullede skibet som en besat, og det gjorde udslaget. Jeg gjorde klar til at sejle, fik benzintanken fra dinghyen fastgjort under den anden dinghy samt ryddet op i skibet, så ikke alt for meget blev kastet rundt.
Et ekstra kig på diverse kort og bøger ledte mig ind på den nye destination, Peter Island omkring 6 sømil syd for Roadtown på Tortola.
Turen gik uden problemer, selv autopiloten Jenny, jeg havde brugt 3 timer på at lave, virkede uden problemer. Jeg skulede lidt på sejlet og sejlet skulede til mig, vi havde været i ringen sammen fra St. Croix og jeg havde vundet, dog ikke uden skrammer, min hånd havde stadig et sår, som var ved at komme sig.
En time senere smed jeg ankeret ud, i postkort bugten Deadman’s Bay på Peter Island. Første forsøg og ankeret lod til at sidde rigtig godt fast. Motoren blev slukket, samt instrumenter og GPS, jeg fandt min maske, snorkel og finner frem for at tage et ekstra kig på ankeret. Det sad lige i skabet og havde gravet sig godt ned i sandbunden.
Benzintanken til dinghyen blev fundet frem igen, efter et velfortjent bad. Det vil sige, en pose med fersk vand hængt op bag på skibet, som solen så havde varmet lidt op. Jeg sejlede ind i den lille gummibåd og gav den gas ind på stranden, men et eller andet gik ikke som det skulle, da jeg trådte ud i vandet. Mine shorts blev gennemblødte til op over knæet, endnu engang havde jeg været smart, ikke at tage min mobiltelefon med, selvom min far lige havde skrevet en sms besked. I øvrigt dejligt, at sidde på den anden side af verden og få en besked, så var jeg ikke helt alene i verden trods alt.
Det mindre anker blev gravet godt ned i sandet, efter jeg havde slæbt dinghyen lidt op på den hvide sandstrand.
Palmerne svajede i den evige østen vind, mens jeg gik ned langs stranden. Nogle amerikanere spillede volleyball og kiggede langt efter den skaldede unge dansker, med de våde shorts.
Peter Island Resort havde omkring 10 bungalower lige ned til stranden, og de så ikke billige ud. De få folk som havde indkvarteret sig, hilste venligt, men jeg kunne se tankerne rumsterede i hjernen på dem, hvor kom han fra og hvorfor lignede han en, der lige var landet fra månen?
Resortet blev ikke mindre beskedent, da jeg nærmede mig receptionen, dette sted var ikke for fattigfolk. I baren bestilte jeg en øl til 5 dollars, hvilket var næsten dobbelt så dyrt som på Tortola. Svømmepølen lå meget øde hen kun med palmetræerne i bevægelse og Tortola i panorama i baggrunden. Det blev kun til en øl, der var ingen grund til at bruge så mange penge på øl, når Solitude var fyldt op. Jeg sjoskede lidt rundt i mine stadig våde shorts og hilste på personalet, som om jeg boede her og tænkte på om jeg skulle spise ude i aften. Et hurtigt kig ind i restauranten, fik mig dog til at vende snuden hjem til mit ydmyg flydende hjem. Der må have været en tjener for hver stol, alle klædt i hvidt. Dette var ikke et sted for en sejlerbums som mig eller hans konto.
For sjov og for at få styret nysgerrigheden, spurgte jeg den sorte kvinde med et venligt smil, hvor meget en bungalow kostede.
Med mad og 17% ekstra, kunne man få en for 900 dollars per nat, jeg fik ret, dette var et meget sofistikeret sted eller også var det bare sindssyg dyrt. For 900 dollars kunne jeg leve en måned eller to på Solitude, jeg kunne også købe en ny autopilot. Som landet lå i øjeblikket med hensyn til min konto, virkede 900 dollars som uendelig mange penge og her betalte man det per nat!!! Ja, hvis man havde penge, hvorfor så ikke gøre det, det var jo ikke noget grimt sted.
Mørket var langsomt gledet hen over Peter Island, da jeg gik ned langs den flotte strand til min dinghy. Uden de større problemer, fik jeg den ud i vandet men næste gang jeg skulle i land, ville jeg nok fortrække min badeshorts.Dagens ret blev tilberedt, kartofler og frankfurter med ketchup, aftensmad for vindere. Solitude rullede ikke så meget her, som i Roadtown og jeg så meget frem til en nat med søvn.
De næste nætter sov jeg som en sten, eller næsten da, der var selvfølgelig lige en nat hvor vinden havde bestemt sig at blæse, men det var godt det ikke var en hel pelikan, for så var jeg røget af helvede til. Med krydset fingre håbede jeg på ankeret blev hængende og næste dags inspektion viste dog, at det ikke havde rykket sig en tomme.
Dagene gik med at snorkle, tage billeder på Peter Island og drikke et par colaer i de to barer jeg kunne finde. Hen af eftermiddagen tog jeg tilbage til båden, for at læse, arbejde på billeder eller kontrollere diverse ting på Solitude. Hold da kæft et driver liv, det var lige til at leve med, men efter mange rejser alene rundt omkring i verden, kommer man til at savne nogle at rejse med. En aften følte jeg mig lidt ensom og Palle alene i verden og prøvede om jeg kunne få forbindelse fra båden til Internettet. Min computer har trådløs forbindelse og fandeme, om der ikke var hul igennem.
En mail fra Emil Lune Larsen, en god ven fra København, fik mit humør helt op i det røde felt igen.Andy fra Scotland, som måske er min tvilling bror, (bare vent til der kommer billeder af os begge), ville komme mandag den 26. Marts og hjælpe mig med, at sejle tilbage til Curacao.
To andre venner, som jeg boede hos da jeg var på Curacao, ville komme samme dag som Andy, Graham fra England og hans kone Helle fra Danmark, men Andy og jeg skulle sætte sejl den 27. Marts, så nu måtte vi se hvad der skulle ske og om vi fik tid.
Efter tre dage i Deadmans Bay på Peter Island, hev jeg ankeret op og sejlede mod Trellis Bay på Beef Island, lige ved siden af den meget lille lufthavn. Turen tog halv anden time uden de store problemer, jeg tænkte hvad jeg skulle fordrive tiden med i Trellis Bay, men i samme sekund ville Jenny, autopiloten ikke mere… perfekt, nu havde jeg noget at lave igen når jeg kom frem.
Bugten var fyldt med sejlbåde og på et tidspunkt strejfede tanken mig, om jeg skulle tage plan B og smide anker ved en anden bugt jeg havde udvalgt. Dog fandt jeg en plads, ankeret ville ikke bide i sandbunden på grund af for meget søgræs, så jeg tog nummer to anker og smed på bunden. Efter 30 minutter med snorkel, maske og finner i vandet, fik jeg begge to til at sidde perfekt.
Køleskabet var ved at ramme 10 grader endnu engang, så generatoren The Beast, skulle lige kører en times tid eller to. Derudover skulle jeg bare vente til mandag, hvor Andy skulle komme. Om tirsdagen skulle vi sejle syd på til Curacao, en tur der ville tage 3 til 4 dage alt afhængig af vind og vejr.
Trellis Bay, British Virgin Islands, mandag 26. marts 2007
Trellis Bay, hvor jeg lå med Solitude blandt cirka 50 andre både, var et rigtig sejler sted. Den meget lille ø i midten af bugten, Bellamy Cay med restauranten/baren The Last Resort, blev ofte besøgt. Her sad altid en eller anden skipper, man kunne dele sine røverhistorier med fra havet, over et par øl. Jeg mødte også en gut fra England, Spike. Hvis man slår op i ordbogen under hooligan, ville der helt sikkert være et billede af ham. Helt skaldet, lige som den unge dansker, ikke så høj men med en temmelig stor øl dunk, dog ikke om den unge dansker, og prikken over i’et, han manglede selvfølgelig en fortand. De første par gange jeg lagde mærke til ham, virkede han som om han kunne eksplodere hvornår det skulle være.
Efter en mindre snak med ham i baren, viste det sig dog, at han var helt vildt flink, hørte The Supremes med Diana Roos i sin Ipod og var helt pjattet med Red Stripe, en øl der er brygget på Jamaica. Han var diesel mekaniker og havde været på Tortola siden august og anede intet om at sejle, for som han sagde med et tungt cockney engelsk, “I’m just a dumb mechanic!”, hvorefter han grinede over hele hans barberede ansigt.
Turen til Curacao tirsdag, skulle så småt planlægges, med diverse små reparationer, indkøb af mad samt immigrations kontoret skulle endnu en gang besøges for at checke ud af BVI, eller British Virgin Islands. Jeg fortalte ham min historie og spurgte om han kendte et billigt supermarked. I Trellis Bay ligger der godt nok et supermarked, men når en dåse flåede tomater koster omkring 20 kroner, er det ikke et sted for en sejlerbums.
Spike, den engelske hooligan som langt fra var hooligan, sagde at han kunne give mig et lift i morgen klokken 10, hvis jeg var interesseret. Overrasket og taknemlig over venligheden, drak vi et par øl mere på min regning, men det ville han ikke gå med til, så øllene den aften betalte han. Med et håndtryk og vi ses i morgen, tog jeg dinghyen tilbage til Solitude, det vil sige, det tog lidt tid at finde båden i mørket, da man skal uden om et mindre rev, som desorienterede mig en del. Når man har fået lidt indenfor vesten, er det altid godt at have et rev i baghånden som undskyldning for ikke at finde hjem. 20 minutter senere lå jeg i min seng og snork sov.
Dinghyen blev fast gjort til molen på Bellamy Cay den næste dag klokken 10 og Spike stod og ventede på mig. Desværre havde han fået et job denne morgen og undskyldte mange gange, at han ikke kunne køre mig alligevel. Jeg besluttede at tage en taxi og sejlede over til hoved øen. Bedst som jeg havde fået fastgjort dinghyen, kom Spike løbende. Løbende er måske så meget sagt om den lidt for store, skaldede koala bjørn som prustede lidt for meget. “JESPER, JESPER!, fuck ‘em, I’ll told you I’ll take you and so I will!!!”, glad takkede jeg ham mange gange og vi satte os ind i en gammel, vingeskudt Pajero. Solen havde næsten revet lakken af kølerhjelmen og den havde meget svært ved at starte. Spike grinede og sagde, den er ikke køn men tager dig fra punkt a til b, når den har lyst.
Vi parkerede uden foran supermarkedet og jeg fik købt dåsemad, brød, mælk og danskens stolthed, bacon. Klokken var 11 om formiddagen, men det forhindrede ikke Spike i, lige at stoppe ved en lille beværtning for et par øl. Som ung dansker, siger man jo ikke nej til øl, der er jo ingen der vil sætte en skamplet på det gamle land i nord, så vi bestilte to Red Stripe. Spike var lidt tørstigere end jeg var, men bestilte en omgang til, og jeg hældte resten af min øl ned i løgnhalsen.
Øl nummer 5, gjorde mig lettere bedugget, men det var super hyggeligt at sidde og høre hans historier fra hans lange rejseliv.
Vi stoppede ved øl nummer 6, heldigvis havde jeg madvarer i bilen ellers havde vi nok forsat med, at prøve at slukke tørsten. Når man er ude og drikke øl, drikker og drikker man, men man bliver ved med at være tørstig, meget underligt!!!!
En anden tanke strejfede mig, Hvad er det modsatte af tørstig?
Ja, undskyld, min hjerne fiser bare…
Jeg blev sat af ved min dinghy og Spike hjalp mig hele vejen ned med varerne. Han havde stadig det job som skulle laves, men vi aftalte at mødes på Last Resort om aftenen til et par øl, men inden ville han lige kigge over til mig på Solitude.
Varerne blev fordelt i henholdsvis køleskab og lager på båden, jeg tog en ordentlig slurk vand og ville lige lægge mig en times tid. Middags øl bliver man af en eller anden grund, ret træt af. 3 timer senere vågnede jeg helt ædru igen.
Ude på dækket af båden iagttog jeg omgivelserne, palmetræerne på stranden, barerne inde på bredden, dinghyernes passeren fra båd til kyst og tilbage, det klare vand og skildpadderne som kom op for at få luft, hvorefter de dykkede ned igen til deres favorit føde, søgræs.
Hvilken idyl, skildpadderne kiggede på mig og lod til at sige, du sidder sgu da meget godt i det. Jeg smilede lidt for mig selv og nød det hele. Endnu et stille paradis, hvis det ikke lige var for den forbandede generator, der brølede ud over det hele, så køleskabet kunne holde sig koldt.
Når jeg fik lidt flere penge, ville jeg prøve at finde et 12V køleelement og montere solceller, denne larm var da ikke til at holde ud….
Bedst som jeg stod med kaffen i hånden i mine egne tanker i kabyssen, kunne jeg svagt høre gennem larmen af generator, en cockney engelsk stemme råbe, “OI, JESPER!!!”. Spike var kommet som lovet. Med en øl i hånden viste jeg ham rundt på Solitude, men han var mest interesseret i maskinrummet og den gamle solide Perkins 4.236 motor, en motor han var uddannet i.
Vi drak øllen færdig og han sejlede tilbage til Bellamy Cay for at ordne nogle flere småting. Om aftenen mødte jeg ham igen i baren med en Red Stripe foran sig. Han smilede da han så mig, og vi talte sammen om alting og ingenting i et par timer. Træt og for anden gang på denne dag, var jeg blevet småfuld, så jeg sejlede hjem til Solitude, denne gang fandt jeg hende i første forsøg, så min rev-undskyldning skulle ikke bruges igen.
